Menighedshjemmet

Nyborg Menighedsråd købte i 2018 Menighedshjemmet, Nørrevoldgade 35, som ligger tæt ved Nyborg Kirke. Huset blev bygget i 1890, efter at kommunen havde skænket grunden til Nyborg Menighedsforening (det daværende menighedsråd), da volden blev sløjfet. Huset havde til formål at tjene kirken. I 1964 dannede en gruppe mennesker fra bl.a. Indre Mission en selvejende institution, som overtog stedet. Da der efterhånden ikke var folk nok til at stå for drift og vedligeholdelse, købte Nyborg Menighedsråd huset tilbage i juli 2018. Huset står foran en restaurering, men fortsætter som tidligere med at blive brugt til fortrinsvis kirkelige formål, især med større arrangementer som f.eks. De Ældres Eftermiddag og Kirkehøjskolemøder, som der ikke er plads til i Korsbrødregårdens noget mindre sal, samt til konfirmandundervisning, da der er så mange konfirmandhold ved Nyborg Kirke, at ikke alle kan være i Korsbrødregården. Når restaureringen er færdig, åbner der sig måske flere muligheder for det kirkelige arbejde her.