Englene forkynder Jesu fødsel for hyrderne. Oliemaleri fra 1663 af den hollandske maler Abraham Daniëlsz. Hondius.

Julefred

De fleste har måske hørt den berømte historie om julefreden i skyttegravene under 1. verdenskrig. I 1914 lå de tyske og engelske tropper over for hinanden i skyttegravene ved Iper i Belgien. Det var den 24. december, og alle soldater på begge sider savnede hjemmet særligt meget denne aften, hvor de normalt ville være hjemme hos familien. På den tyske side havde tropperne fået juletræer, og da soldaterne begyndte at synge ”Stille Nacht, heillige Nacht!”, blev briterne grebet af stemningen og sang med på engelsk: ”Silent night, holy night!”

Og fællessang kan jo noget. Soldaterne blev en enhed af toner og savn. Snart hilste de på hinanden over ingenmandsland og kastede cigaretter eller kiks til hinanden. Det gentog sig siden i både 1915 og 1916 i flere frontafsnit, hvor nogle sågar endte med at spille fodbold sammen juledag. Hærledelsen på begge sider havde absolut ingen interesse i nogen form for fraternisering, men alligevel brød små lokale og helt spontane våbenhviler ud ved julens toner og i længslen efter fællesskab og fred.

Der er igen krig i Europa.  Der er igen en masse mennesker, som det kræves af, at de hader hinanden. Et had og et fjendskab, der siver ud af krigens retorik og breder sig med mistro og modvilje i os. Som det har gjort det til alle tider og alle steder, hvor der bor forskellige mennesker.

Men ud af mørket lyder der også toner til os her ved juletid: ”Fred til mennesker med Guds velbehag,” sang englene til hyrderne ude i ødemarken omkring Betlehem, og det er den samme sang tropperne i Flandern hørte, og som vi hører gentaget i julens budskab:

Gud, der vil os, som vi er – ligegyldigt hvilken skyttegrav vi sidder i. Det viste han ved at lægge et barn i vore hænder og lade det dele skæbne med os. Det var ikke let at kende forskel på Guds søn og en forhadt forbryder.

Guds fred drejer sig ikke om, hvem der får mest ret, men om at vi alle kan fejle. Og alligevel er vi alle Guds uendelige velvilje værd. Det erkender vi nogle gange i glimt, når vi hører tonen fra himlen gennem verdens kanontorden og tør gribe håbet om, at også dem, vi hader, har Guds velbehag.

Dejlig er jorden!

Prægtig er Guds Himmel!

Skøn er sjælenes pilgrimsgang!

Gennem de favre

riger på jorden

gå vi til Paradis med sang.

Tider skal komme,

tider skal henrulle,

slægt skal følge slægters gang;

aldrig forstummer

tonen fra Himlen

i sjælens glade pilgrimssang.

Englene sang den

først for markens hyrder;

skønt fra sjæl til sjæl det lød:

Fred over jorden!

Menneske, fryd dig,

os er en evig frelser fød!

(B.S. Ingemann, 1850)

Glædelig jul!

Ida Korreborg