Glæde

 ”Man skal huske at tælle sine glæder!” Sådan formanede den tidligere og nu afdøde biskop Herluf Eriksen forsamlingen, da han for år tilbage holdt foredrag om det at blive gammel. Ordene gjorde ikke mindst indtryk, fordi Herluf Eriksen selv var en gammel mand på næsten 90, der under foredraget knapt kunne stå på sine gamle, svage ben, men som altså ikke desto mindre insisterede på, at der også for sådan en gammel, skrøbelig mand som ham i livets vinterpart fandtes en glæde ved livet. Blot skulle han som alle andre huske at åbne øjnene for den!

 Men samtidig fik han også indirekte sagt, at glæde ikke er noget, man som sådan skal præstere sig til. Nej, glæde er noget man skal tage imod og gøre som noget, der aldrig findes længere væk end lige foran næsen på os alle! Ofte tænker vi ellers på glæden som noget ”ekstra” ved livet – et særligt mål eller en belønning, vi på forskellig vis kan anstrenge os for at opnå. Forstået på den måde, er glæden en slags udbetaling af en eksistentiel resultatløn, som kommer til os i skikkelse af sommerhuse, gode karakterer, kolde øl, nye biler, succes i livet og meget andet. Men der findes altså også en glæde, der ikke står og falder med, hvad vi hver især kan præstere, men som stikker dybere end som så. Og gør det, fordi det er en glæde, der kommer til os med livet selv. Kommer til os på trods – også når vi er segnefærdige og ikke længere kan stå på vores ben!

 Det er dén dybe, urokkelige glæde, Bibelen på forskellig vis gør til sit store og afgørende budskab til os alle – at med livet følger der en dyb og grundlæggende glæde, der er livets egentlige og afgørende kildevæld! Som det første i Bibelen fortælles der således om, hvordan livet i alle dets brogede og mangfoldige skikkelser opstår ud af ren og skær glæde – den guddommelige, der hver gang, Gud ser på sit skaberværk, udmønter sig i ordene om, at Gud så, at det var godt! Helt grundlæggende er livet ifølge Bibelen altså ikke et ligegyldigt, tilfældigt slumpetræf, blottet for værdi. Nej, helt grundlæggende er livet fra første færd bundet til en guddommelig skaberglæde, der driver alt liv frem. En glæde, der gør, at de første encellede organismer på mystisk vis er opstået på jorden og siden på lige så uudgrundelig vis fandt ud af at blive til dybt komplicerede, selvorganiserende, flercellede organismer. Og den skaberglæde, ja den har bibelsk forstået ”sat” sig i skaberværket, hvor den giver sig til kende i alt livs elementære glæde over at være til: når spædbørn griner, når fugle synger, delfiner springer i vandet, og når dyre- og menneskebørn leger. For glæden kommer med livet selv.

Og på evangeliets ord tør vi tro, at det gør glæden stadig væk, selv når vi mister den af syne, når vi f.eks. ikke længere kan stå på vores ben og i det hele taget føler, at vores liv er ved at rinde ud. For kristendommens påske- og søndagsbudskab er, at Guds skaberglæde aldrig forlader os, men slår følge med os livet ud på akkurat lige så uudgrundelig vis som på skabelsens første morgen.

Og gør det for at forsikre os om, at livet aldrig er vores, men altid er Guds. Hvilket der kun er al mulig grund til at glæde sig over. For kun Gud kan bære os – der hvor vi ikke længere kan bære os selv og hinanden.

Christian von Tangen Sivertsen