Påsken er en oldgammel tradition, som allerede på Jesu tid var op mod 1400 år gammel, og som ligger til grund for en stor del af den jødiske selvopfattelse. Det handler om udfrielse fra slaveri, fællesskabsfølelse og bevidstheden om at være Guds udvalgte folk.

Alle sammen temaer, som Jesus fulgte op på, da han med fuldt overlæg tog op til Jerusalem for at fejre den jødiske påske med sine disciple og tage sin skæbne på sig.

Som man måske husker, skulle israelitterne slagte et lam og smøre dets blod på deres dørstolper. På den måde undgik de dødsenglen, der som den sidste af de ti plager, tog et liv i hvert eneste hus i Ægypten. Det var denne sidste, grufulde plage, der fik Farao til endelig at lade Moses og israelitterne gå. Og det var denne udfrielse, der ligger til grund for den jødiske påske, og som siden da fik dem til at slagte og spise et lam hvert eneste år for at mindes deres befrielse. En tradition vi stadig kender i dag, når også vi spiser lam.

Men for os er lammet symbol på Kristus og den død, han tog på sig for vores skyld. Kristus, der kalder sig selv for Guds lam og derved helt bevidst spiller på lammets betydning som offerdyr og tegn på Guds velvilje.

De samme temaer går igen i nadveren. ”Dette er mit blod, som udgydes for jer,” siger Jesus til sine lamslåede disciple skærtorsdag. ”Drik det til minde om mig”. Det giver stadig et gib i de fleste konfirmander, når ordene går op for dem. Og selv for os, der kan høre dem hver søndag i kirken, virker det næsten uforståeligt brutalt.

”O, du Guds lam! med korsets skam, du bar alverdens synder” – lyder salmen ved hver eneste nadver, medens Jesus med forgræmmet ansigt og blodet løbende ned ad stolperne kigger ned på os fra krucifikset ovenover. Påskens fortælling er fuld af kød og blod; af lidelse og uretfærdighed. Og på en gang med rod i både noget urgammelt og noget evigt nyt. For med sin død tager Kristus lammets rolle – det lam, der måtte give sit blod for at holde døden ude for israelitterne og sikre dem befrielse. Men han gør derved befrielsen fra død og skæbne altomfavnende og evig. Han gør det for vores lidelses skyld. Men det er svært for os humane og selvsikre nutidsmennesker at kapere.

Jeg kan huske, at da jeg var barn, var biografer og underholdning lukket ned på langfredag. Mange steder var flaget på halv selv i private haver, og påskefrokosten lå først påskedag. Sådan er det ikke mere.

Vi opfatter helst påsken som en glad højtid. Med spirende forår og dejlige påskefrokoster med familien. Det dystre og tidsbegrænsede ved menneskelivet vil vi helst ikke huske på, selvom det jo desværre er evigt aktuelt.

Og påsken er da også en glad højtid. Langfredags mørke giver mening set i lyset af opstandelsen påskedag. Uden opstandelsen ville det bare være en tragisk beretning om al den almindelige uret og lidelse, der følger med det at være menneske. Opstandelsen er hele påskens pointe – livet overvinder vores begrænsninger. Men uden erkendelse af vores begrænsninger – af vores egen lidelse og død – bliver det hele bare en mærkelig, gammel fortælling og en indholdsløs tradition.

Derfor er påskens glæde størst, hvis vi også husker langfredag.

Ida Korreborg