Faste. Det lyder måske som noget, der kun hører til en tid med stenalderkost og sandaler, men den har faktisk noget at sige til os i dag – midt i vores kaotiske liv fyldt med deadlines, streamingtjenester og konstant notifikation-spam. Fasten handler ikke kun om at undvære mad eller kaffe (selvom Gud ved, at det i sig selv kunne være en revolution for mange af os). Den handler om at stoppe op og spørge: “Hvad i alverden fylder jeg mit liv med – og hvorfor?”

Vi lever i en verden, hvor vi konstant bliver fortalt, at vi skal have mere, gøre mere, være mere. Sociale medier råber ad os om, at vi ikke er smukke nok, produktive nok eller interessante nok. Og i den støj kan vi let miste os selv – og Gud. Fasten er en invitation til at tage en pause fra alt det, der forsøger at kontrollere os, og i stedet finde ud af, hvad vi egentlig lever af. Som Jesus sagde: “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” (Og måske lidt kaffe også, men det er en anden sag.)

Men her er det gode ved fasten: det handler ikke kun om at opgive ting. Det handler om at finde tilbage til noget større. Måske handler det om at droppe sociale medier i 40 dage og opdage, at verden stadig drejer rundt, selvom vi ikke liker alles billeder på SoMe. Måske handler det om at sige nej til overforbrug og i stedet bruge tid på at hjælpe nogen, der har brug for hjælp, nærvær, en hånd, en skulder. Måske handler det om at finde tid til bøn, stilhed eller bare en god gammeldags gåtur uden konstant at tjekke sin telefon.

Fasten er også en påmindelse om, at vi ikke behøver at fikse os selv. Påsken er lige rundt om hjørnet, og den fortæller os, at himmeriget og frelsen ikke er noget, vi skal knokle os frem til. Frelsen er en gave – en kæmpe, ufortjent kærlighedserklæring fra Gud, der siger: “Du er min. Du er altid allerede elsket.” Den tomme grav påskemorgen er ikke tavs, men et brøl af liv. Beviset på, at vi ikke skal klare det hele selv.

Så måske er fasten ikke bare noget, vi gør for at “være gode kristne” (hvad det så end betyder). Måske er det en tid til at give slip. Give slip på vores kontrol. Give slip på vores afhængighed. Give slip på den idé, at vi altid skal præstere. Og når vi gør det, opdager vi, at Gud allerede er der, i tomrummet. Det er det, fasten handler om – ikke bare at opgive noget, men at finde noget. Eller rettere: at blive fundet af den Gud, der altid har været der, og som altid vil være der.

Så prøv det. Giv slip på noget, du tror, du ikke kan undvære, og se, hvad der sker. Måske opdager du, at fasten ikke handler om dig, men om at åbne dit liv for noget langt større. For Gud. For opstandelsen. For kærligheden, der allerede har vundet.

Simon Stubkjær,

sognepræst og provst