9 kilometer nede i dybhavet er der nogle åbninger til jordens indre. Her trænger kogende vand op fra undergrunden. Ellers er her iskoldt, buldermørkt og et enormt tryk.

Alligevel er der noget levende dernede. Rundt om de gloende skorstene har en masse dyrearter, der ikke findes noget andet sted, deres hjem. Hele fødekæder lever her deres eget liv – helt afskåret fra resten af verden. Rundt om dem er der kun uendeligt sort hav. De kender intet til solen eller landjorden og har ingen anelse om, at der er andet liv i verden. Men de er sikkert også ligeglade og lever ganske udmærket dernede i dybet i deres ensomme boble.

Det er underligt trist at tænke på – indtil man kommer i tanke om, at vi jo lever på samme måde – isoleret her på vores jord, omgivet af et mørkt og øde himmelrum uden at tænke særligt over det – alene med det uendelige univers til alle sider.

Men engang imellem dukker der alligevel en lille åbning op – et lille smugkig gennem en dør på klem, hvor vi lukker op for, at der er en større verden, og at livet er mere, end det vi kan se og forstå.

Som når vi kommer med vore børn til dåben. Med vores lille barn i armene sker der noget i os. Vi opdager, at kærligheden er større, end vi kunne forestille os, og livet mere forunderligt, end vi forventede. Det er det lysglimt, vi kommer med til dåben.

Det samme sker, når vi står ved en kiste med en af vore kære, og al den kærlighed, vi rummer, leder efter en vej. Også her øjner vi et håb om, at vores boble ikke er alt – at der er et sted, hvor livskraften er grænseløs og kærligheden uendelig. Fordi vi opdager en dørsprække ud af vores virkelighed, som vi måske kun kan ane.

Men Gud lukker ikke døren op på klem. Han sparker den ind fra den anden side, så mørket rundt om os lyses op. Der er det, der sker i fødselshistorien til jul, i opstandelsen påskemorgen og i dåbens ord om, at han er med os alle dage indtil verdens ende.

Men alligevel sker det jo, at vi kan fornemme vores egen øde ø. Når verden strammer om os, og vi står midt i en hektisk hverdag. Når vi ikke kan se længere end til det næste problem. For det sker jo, at livet vil noget andet end os. Vi har bare så svært ved at slippe kontrollen og give slip på ansvaret.

Så kan det måske hjælpe at tænke på de havdyr dernede, der tror, at de ved alt om livet, og at de har helt styr på verden. De er et strålende bevis på, at livet er ustoppeligt, og at intet mørke er uden håb. Men også på, hvor lille vores udsyn er, hvis vi ikke tør åbne en dør på klem for, at der er en verden uden for vore egne cirkler, som har langt videre grænser, end dem vi kan se og kender – og at det er Guds univers, der omslutter vores væren indtil verdens ende – ikke vores.

Ida Korreborg