08/08/2024 0 Kommentarer
Det begynder med Maria, Jesu mor.
Det begynder med Maria, Jesu mor.
# Præstens klumme
Det begynder med Maria, Jesu mor.
Uden for Allinge Kirke på Bornholm sidder en engel støbt i bronze. Det er ikke i sig selv usædvanligt med en skulptur af en engel ved en kirke. Men denne engel er ikke, som engle er flest; den har en håndtaske under armen, er iført prunkløse klassiske damesko og bærer en aldrende kvindes frisure og træk. Billedhugger og keramiker Arne Ranslet (1931-2018) har givet skulpturen titlen ”Metamorphose”, altså forvandling. Et menneske bliver til engel – eller en engel bliver menneske. Jeg blev dybt berørt, da jeg for snart mange år siden så skulpturen første gang, og bliver det stadig, hver gang jeg genser den. Måske fordi den på én gang minder mig om min mor, min mormor, min oldemor og kvinden inden i mig. Og om hende, jeg møder på kirkebænken, hvis blik møder mit, når hun modtager nadveren under gudstjenesten. Og hende, jeg husker fra samtalen i forbindelse med, at en af hendes kære skal bisættes eller begraves. Hende, der skal giftes eller bære sit barn til dåb.
Og så er der vingerne på skulpturen. De er store og så engleagtige, som vinger nu kan være. Engle er efter sigende kønsløse, eller bedre betegnet måske intetkøn. Men de kan have både et mandligt og et kvindeligt ansigt. Jeg har ingen viden om, hvorfor Arne Ranslet lod sin skulptur eller metamorphose være kvinde; man kunne jo sagtens forestille sig, at kunstneren i stedet havde illustreret forvandlingen ved at lade skulpturen være på én gang engel og mand. Jeg vover at tolke, at figuren med knold i nakken, håndtasken og de smukt buede englevinger har flere betydningslag og også viser tilbage til de kvinder, som vi hører om i den kristne grundfortælling. Som jo ikke overraskende begynder med en mor, Maria. Historien og herunder også religionshistorien er indtil for ganske nyligt overvejende skrevet af mænd. Og samlet set fylder kvindernes fortælling forsvindende lidt. Kristendommen er her bemærkelsesværdig, idet kvinderne jo er med helt fra begyndelsen. For kvinderne fra Galilæa, som følger Jesus sammen med hans disciple, lige fra han træder frem og begynder sin forkyndelse i Galilæa, bliver de første vidner til hans opstandelse; ligesom Jesu mor Maria spiller en fremtrædende rolle i tre af de fire evangelier. Kirkeårsmæssigt oplever vi det hele her i marts. Det begynder med bebudelsen, som vi fejrer søndag d. 17. marts – en særlig dag i kirkeåret – hvor tekster, bønner og salmer handler om hende, og dette at hun er udvalgt til at føde Guds søn. Og påskedag går de ud, kvinderne, for at salve Jesus, og en engel fortæller dem, at han er opstået fra de døde. 2. påskedag er Maria Magdalenes dag, for da fortæller Johannesevangelisten os om mødet mellem hende og den opstandne. Marianne Aagaard Skovmand
Kommentarer