Gennem hele 2023 har jeg hver dag taget et foto med min telefon. Hver eneste dag er portrætteret i ét billede. Det kom der mange sjove situationer ud af. Det er jo let nok at tage et foto af festlige familiesammenkomster eller ferier, højtidsdage og begivenheder. Men det bliver langt mere udfordrende at finde de særlige øjeblikke på alle de mange hverdage, der dog er flest af.

Men her ved årets slutning er det alligevel hverdagsportrætterne, der står klarest: Regnstrimede ruder i bussen en tidlig morgen; de første vintergækker i haven; et rodet køkken efter aftensmaden; tv-skærmen den dag Kong Charles blev kronet; min mand der er faldet i søvn i sofaen; kontoret med stabler af arbejde. En skål jordbær med fløde; banegårdens mylder i modlys; en flok rejseklare svaler på taget i september; vasketøj på snore.

Det kræver omtanke at finde et nyt motiv hver dag; men man opdager ved eftersyn, at året havde 365 unikke dage i al deres daglige enkelhed, fordi billederne minder en om, at hver dag er noget særligt.

Det kræver blot, at man ser op fra sit spor og fæstner sig ved sin hverdags charme.

Dan Turéll har skrevet et herligt digt om netop det. ”Jeg holder af hverdagen,” hedder det. I vanlig hektisk stil remser han alle de trivielle daglige gøremål op: indkøbene, bussen, der skramler, dagsordenen og irritationerne, kartofler og kiks, huslejen og opvasken; men også morgenkyssene, hvilen og det velkendte.

Han løfter alle de små ting op fra deres sammenhæng og gør dem betydningsfulde netop i deres sammenhæng med det almindelige, småkedelige og vidunderlige liv. ”Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt – der alligevel ikke er helt så kendt,” som han skriver det.

Der er hverdagen, der udgør vores liv. Det er den, der er det velkendte. Men ikke mere velkendt, end at hver dag er unik i sin egen ret.

En grå dag, da jeg ventede på toget, kom en farverig kvinde op i afgangshallen. Hun havde et rødt rensdyrgevir på hovedet. Som en fakkel gik hun gennem morgenmylderet; men ingen så op. Alle sad i lange rækker bøjet over deres telefon. Desværre må man jo ikke bare sådan tage billeder af andre – for ellers havde situationen været et oplagt motiv til den dags foto. Et muntert glimt midt i trivialiteten. En paradisfugl i gråheden. Men ingen så op.

Den ene hverdag kan ligne den næste, men også rumme både skønhed, pudsigheder og overraskende møder, hvis man ser efter og giver det plads.

Godt nytår – i alle 366 nye dage i år.

Ida Korreborg