Der er kommet et nyt ord ind sproget: selfie-dødsfald. Det betegner det utrolige faktum, at mange i deres iver efter at tage det perfekte selvportræt til Instagram eller Facebook styrter ned fra klippekanter, bliver kørt over eller falder i vandet og drukner. Der er endog eksempler på mennesker, der kommer af dage, fordi de tager billeder af sig selv, mens de kører eller står med ryggen til en rasende elefant.

Nu er det jo ikke noget nyt, at vi gerne vil have os selv i fokus; at vi vil ridse vore navnetræk ind i berømte monumenter og lader os fotografere foran Eiffeltårnet eller Den Lille Havfrue.

Det nye er, at vi nu tager billeder af os selv – hele tiden. Fordi vi alle har telefonen inden for rækkevidde og har mulighed for at vise os selv i centrum for hele verden på få sekunder.

De sociale medier og internettet har i det hele taget givet os en mulighed for at koncentrere os om os selv i en grad, der var både umulig og uhørt for vore forfædre – ja selv for vore forældre.

Vi kan bygge vores egen virkelighed op omkring os og lægge nettets tråde ud fra vores eget centrum som en edderkop. Vi bestemmer selv, hvad der skal være vores sandhed, vores verdensbillede. Vi designer selv vores profil og krydrer den med udvalgte sjove eller spændende selvportrætter.

For det er jo så nærliggende – og nu nemt – at forme verden ud fra sig selv og sine egne interesser.

Men det er også fattigt – og farligt, hvis man aldrig kommer videre. Ikke kun, fordi man kan omkomme i forsøget på at tage den perfekte selfie, men fordi man kan miste det vigtigste her i livet, hvis man kun har sig selv som fixpunkt.

Den verden, hvor jeg selv sidder ved kontrolpanelet, er nemlig også en ensom verden.

For de store ting i livet kræver, at man løsriver sig fra sig selv og det navlebeskuende: Kærligheden, troen, tilliden, håbet, tilgivelsen. Fællesskabet, der er større end dig og dine udvalgte følgere. En verden, hvor din betydning ikke kun er opmålt af dig selv, men er som en del af en større helhed.

”Den, der har øjne at se med, ser,” siger Jesus ofte. ”Den, der har ører at høre med, hører.” Og det, de ser og hører, er alt det, der er uden for os selv. En større verden, vi ikke kan finde på internettet, og som vi ikke har kontrol over. En verden, hvor meningen ikke kommer fra os selv, men fra nærvær med hinanden, fra skæbnefællesskabet med resten af menneskeheden – og fra Gud.

Men for at se den, er man nødt til at se op fra skærmen og tage høretelefonerne ud af ørerne. Man er nødt til at sætte sig selv til side som verdens centrum.

Men man får noget andet til gengæld. Man får den ro, der ligger i at høre til i en større sammenhæng, og den sjælefred, der ligger i at være levende tilstede i et liv, man ikke selv er herre over, og i sidste ende at slippe for en meningsløs død.

Et sted at begynde kunne være at gå hen i kirken. F.eks. en onsdag aften til aftensang. Lyt til et smukt stykke musik uden at skulle optage det. Kig op på kirkehvælvet uden at tage billeder – lad tankerne flyve til sangen, og hils måske på nogle af de andre tilstedeværende.

Der er aftensang hver onsdag aften kl. 19.30-20 i august og til og med den 20. september.

Ida Korreborg