08/08/2024 0 Kommentarer
Grønne kirkegårde
Grønne kirkegårde
# Nyheder
Grønne kirkegårde
Af kirkegårdsleder Anders Beck Larsen
Biodiversitet på kirkegårdene
Nyborg Kirkegård ved Kronprinsensgade/Ravelinsvej og Nyborg Assistenskirkegård ved Vestergade er meget forskellige i deres udtryk og indretning. I udviklingsplanen for kirkegårdene er det fastlagt, at Nyborg Kirkegård skal have havepræg, og Nyborg Assistenskirkegård skal have parkpræg. Det giver både forskellige muligheder og begrænsninger i forhold til udvikling og pasning i mere naturmæssig retning. Alligevel arbejdes der med at tænke miljø ind i indretningen og det daglige arbejde på begge kirkegårde. Beplantningen af fællesarealerne består af flerårige planter, der er sammensat, så der året rundt er blomster for insekterne, og om vinteren er der frøstande til gavn for fuglene. De senere år er der taget flere initiativer til at forøge biodiversiteten yderligere begge steder. I samarbejde med en lokal biavler har vi opsat bistader på begge kirkegårde. Nyborgværkstedet har lavet fuglekasser tilpasset forskellige fugle. Der er opsat 15 fuglekasser på hver kirkegård. På Nyborg Kirkegård har vi etableret et større insekthotel, og i nogle bede på Nyborg Assistenskirkegård ligger der træstammer til gavn for insekterne. Der er også vandbassiner og fuglebade.
Det østlige område af Nyborg Assistenskirkegård blev i 1999 omlagt til parkkirkegård. Man beplantede området med et større antal træer bestående af arter af røn, birk samt tjørn med føde til forskellige insekter og fugle. I 2019 blev beskadigede træer udskiftet, og gangene blev sløjfet, så afdelingen i dag fremstår som et sammenhængende græstæppe. De sidste par år har vi ladet større områder stå med uklippet græs for at skabe plads til flere insekter. Vi arbejder nu på at etablere en bestand af vilde blomster i disse områder. I den modsatte del af Assistenskirkegården er der nu også plantet flere træer, og grusgangene er sløjfet og erstattet med et sammenhængende græstæppe.
Miljørigtige arbejdsmetoder
På kirkegårdene har man ikke brugt gift til ukrudtsbekæmpelse i mange år. Grandækning af gravsteder er omlagt til gravpyntning med et mindre forbrug af gran for ikke at belaste miljøet. Desuden giver det også bedre arbejdsmiljøbetingelser for gartnerne – og det ser smukt ud på gravstederne. Maskinparken er stort set omlagt til eldrevne maskiner i stedet for benzindrevne. Der affaldssorteres i stor stil, og medarbejderne er gode og kreative i forhold til at tænke på miljøet i deres arbejde – og i forhold til at udvikle nye idéer.
Refleksion og minder
Kirkegårdenes primære funktion er at sikre attraktive begravelsespladser til områdets borgere. Det tilgodeser vi ved at sørge for, at der til stadighed er en bred vifte af forskellige typer af begravelsespladser at vælge imellem. Derudover er det kirkegårdenes vision at indgå i bybilledet som to attraktive byparker med en spændende udformning og beplantning, der giver byens borgere lyst til at bruge kirkegårdene som oaser, hvor der er mulighed for at trække sig tilbage – nyde stilheden og de smukke rum – finde fred til fordybelse og minder. Vi arbejder for, at Nyborgs to kirkegårde giver rum for både dyr, planter og mennesker.
Kommentarer