”Præsti – hvorfor er du egentlig blevet præst?”

Jeg tror, at næsten alle præster her i kongeriget, hvad enten det er fra en konfirmand eller venlig bordherre eller borddame, på et eller andet tidspunkt er blevet mødt af lige præcis det spørgsmål (om end ikke nødvendigvis stillet på fynsk) – hvorfor er du egentlig blevet præst? Jeg tvivler på, at der er ret mange andre faggrupper, der oplever samme nysgerrighed omkring deres erhvervsvalg. Givetvis fordi præstegerningen af mange opfattes som i særlig grad speciel, hvis ikke ligefrem uforståelig!

Det tør jeg godt bekræfte, den også er, speciel – for det var lige præcis en af de afgørende grunde til, at jeg i sin tid valgte at studere teologi og senere blive præst. Mine forældre, og især min far, havde af bl.a. familiære grunde nok et forholdsvist fortroligt forhold til kristendommen, men de gik ikke af den grund specielt meget i kirke, mestendels kun til højtiderne, jul og påske. Dog kan jeg huske særligt en enkelt gang, det skete udenfor højtiderne, hvor jeg som 8-9-årig fulgtes med dem i kirke. Jeg forstod af gode grunde intet af, hvad præsten prædikede om – ej heller af hvad mine forældre efter gudstjenesten udvekslede af synspunkter omkring prædikenen. Men jeg forstod én afgørende ting. Noget, som satte sig dybt i mig, nemlig at her var der en ganske særlig alvor på færde, som gjorde et dybt indtryk på mine forældre og dermed også på mig. Så dybt, at den blev en afgørende årsag til min livsgerning. Og stadig er det.

For i kirken er alt vitterligt meget alvorligt – lige fra selve kirkerummet til musikken, sangen og ordene. Men i modsætning til, hvad man ikke mindst i vores tid ofte og fejlagtigt tror, så står den alvor ikke i modsætning til glæden. Tværtimod er det et af glædens allerstørste og vigtigste kendetegn, at den kræver at blive taget alvorligt! Det gælder de dybeste glæder i vores liv, ligesom det gælder den glæde, der ligefrem har fået sit helt eget selvstændige navn, evangeliet, hvilket er græsk og betyder glædeligt budskab.

For noget af det, det glædelige budskab vil fortælle os, er, at lige præcis når vores liv spidser til i alvor – når vi får børn, finder kærligheden i vores liv (eller forliser den), eller når vi bliver syge og svage og må give slip på os selv og hinanden – ja så står vi aldrig alene med vores alvor. Den er altid rummet af den Gud, der gjorde sig de alvorligste anstrengelser for at komme os i møde, dér hvor vores liv bliver til et spørgsmål om liv eller død.

Og det er en kilde til en dyb glæde. Så dyb, at den fordrer en helt særlig og helt enestående alvor, som man altid kan og bør kunne møde i vores kirker. For her hører glæde og alvor uløseligt sammen, sådan at alvoren aldrig er eller må blive glædesløs, lige så lidt som glæden altså aldrig er eller må blive uden alvor.

Christian von Tangen Sivertsen