Traditionen tro

Af Mette Grymer

 

Sankt Hansblus på Skagen strand

Sankt Hansblus på Skagen Strand. Oliemaleri af P.S. Krøyer, 1906

 

I min barndomsby samledes vi hvert år til Sankt Hans i anlægget ved vandtårnet, hvor Borger- og Håndværkerforeningen havde samlet grene og kvas til et bål. En af byens spidser holdt en tale, og vi sang Drachmanns Midsommervise på Lange-Müllers melodi, fordi Shu-bi-duas moderne ditto mærkeligt nok endnu ikke havde fundet vej til det østjyske i midtfirserne. Og som det også forholder sig den dag i dag, var den ene side om bålet færdig med at synge sidste vers længe før den anden, for også dengang fungerede den ellers så smukke melodi elendigt som fællessang uden akkompagnement og forsanger. Folk hostede desuden, fordi dunsten fra de utrolig mange liter tændvæske fra bålet sved i lungerne, og den skarpe røg forårsagede røde øjne, men der var en hyggelig stemning, og inden vi tog hjem, ønskede folk hinanden god sommer.

Jeg kan ikke huske, at jeg som barn stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor vi mon samledes i anlægget, men det var en begivenhed, vi børn glædede os til, og humøret var højt, når vi cyklede derop. For Sankt Hans var en hyggelig tradition, der først og fremmest indvarslede en lang sommerferie fri fra skole.

At gøre noget på samme måde, på samme tid, år efter år synes ganske reaktionært og idéforladt for nogle, men man kan også anskue det som den del af vores kultur, led, vi kan hvile og sænke skuldrene i, fordi alting her – i modsætning til næsten alt muligt andet i livet – ikke behøver at være nyt og fremadstræbende for at være godt og værdifuldt.

Vi har lige fejret Sankt Hans, og voksne ved, at Hans det var Johannes Døberen, der gik rundt og råbte ude i ørkenen. En underlig mand, der spiste græshopper, og som prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Men det vigtigste ved at samles denne aften er måske alligevel bålet og at mødes. En tradition, hvor man har mulighed for at hilse, tale og synge sammen, og vi kan slappe af, fordi ingen i traditionen behøver skille sig ud og være særlig unik.

Det kan også være en grund til at gå i kirke om søndagen eller deltage i kirkens arrangementer alle ugens andre dage. Og uanset hvad vi samles om i kirkens regi, fornemmer vi, at vi træder ind i en tradition, der har været længe før os. Når vi tager plads i kirken og deltager i gudstjenesten, kan vi mærke, at den følger en fast orden af vekslen mellem bøn, salmesang og ritualer, og vi kan sætte os roligt ned i fast tillid til, at denne skabelon kan bære såvel den højeste lykke som den dybeste sorg. På denne vis bliver vi føjet ind i en kæde af folk i århundreder, der har siddet på samme bænke under præcis de samme livets vilkår.

Johannes Døberen var også led i en kæde, men det sidste led, idet han sluttede den lange række af profeter, som vi kan møde gennem Det Gamle Testamente. De skældte ud og våndede sig for at få Guds folk til at gøre det rette, men lige meget hjalp det. Derfor sendte Gud til sidst sin egen Søn. Det hører vi til jul, og til påske dør og genopstår han. Nu er vi efter Jul, Påske, Pinse og Sankt Hans, og i sommertiden kaldes søndagene ved navn efter Trinitatis, der er Treenighedens navn. Trinitiatistidens symbolske farve er grøn som naturen omkring os, og denne vækstens farve er en påmindelse om, at budskabet skal bredes ud og vokse. Guds ord vokser bestemt i nye ord og nye former, men klangbunden og sikkerheden er, som vi kender den og er fortrolig med. Og sådan bærer vi traditionerne videre – til bål forleden udenfor eller til salmesang og ritualer i kirken indenfor.

 

 

Gå tilbage