Spiritus

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

Helligåndsduen

Alabastvindue med helligåndsduen, hvorfra lyset strømmer ind.
Peterskirken i Rom. Af Giovanni Lorenzo Bernini, 1657-66.

 

Det er formodentlig de færreste, der decideret forbinder spiritus med kirke og kristendom. Ikke desto mindre er spiritus fuldkommen afgørende og uadskilleligt forbundet med kristendommen, akkurat som med menneskelivet i det hele taget. I hvert fald spiritus i ordets oprindelige betydning.

For spiritus har som udgangspunkt intet som helst med alkohol at gøre, da det i sin latinske oprindelse simpelt hen er ordet for ”ånd”. Et ord for alt det, der kan gribe og begejstre os, få os til at undre os, stille spørgsmål om livet, skrive romaner og digte, male billeder, komponere musik, spille teater og meget, meget andet i samme ”åndelige” boldgade.

For ”ånd” er ganske enkelt ordet for hele den dimension i livet, der gør menneskelivet til netop et menneskeliv, og ikke til eksempelvis et dyreliv. Et ord for den ejendommelighed, at intet bare og kun er, hvad det umiddelbart ser ud til, da alt også kan have en mening og betydning, der rækker langt ud over det umiddelbare. I åndens rige er et ord således ikke bare et ord. Det kan også være et ord, der i sig bærer en hel verden af betydning. Ord lige fra ”mariehøne”, ”morgendug”, til ”øreflipper”, ”børnesko” og ”smilerynker”.

I åndens rige vokser verden sig med andre ord astronomisk stor. Udvider sig ud over al forstand og gør menneskelivet gådefuldt og tvetydigt. Derfor har heller ingen ret i åndens rige. Ingen kan tage patent på sandheden, sådan som man kan i ”de døde bogstavers rige”, hvor der ikke findes anden betydning end netop kun den bogstavelige.

Derfor findes der næppe nogen større vildfarelse, end når man tror, at ”åndelighed” er ensbetydende med at have sit på det tørre. At have ”set lyset” og sådan én gang for alle føle sig hævet over den gemene hob af tvivlere, søgere og undrere – enten fordi man tror, at livets åndelige dimension kan fikseres i dogmer støbt i beton, i en særlig spirituel kontakt til en overnaturlig åndeverden eller i en hjemmestrikket og uantastelig forklaring på nærmest alt.

Nej, at træde ind i åndens rige er tværtimod at træde ind i et rige, hvor man aldrig bliver færdig med at undre sig og aldrig bliver færdig med at tage imod. Og det gælder vel at mærke og i allerhøjeste grad også i forhold til kristendommen! Og i kristendommen er det endda et så altafgørende forhold, at det hævdes, at det, der for alvor gør os til mennesker og gør livet levende, ikke er vores egen ånd, men derimod Guds ånd – Spiritus Sanctus. En hellig ånd, der på fuldstændig ubegribelig og uudgrundelig vis gennemsyrer alt, og som skaber, hvad den nævner. En ånd, der kan gøre levende, der hvor alt ellers forekommer dødt, lige fra jordkloder, bogstaver og til menneskeliv.

Og den ånd, ja den er en frihedens og en kærlighedens ånd. Den tvinger ingen, og den kan ikke selv tvinges af nogen. Men når den viser sig, ja så viser den sig ved, at verden ikke bare vokser sig stor, men ligefrem guddommeligt stor. Så stor, at den giver sig selv til os alle, åbner alle døre (også kirkens), sådan at vi hver især kan mærke, at vi har del i det allerstørste: Guds åndfulde liv til alle os åndfulde mennesker. For det er – trods alt – den største og skønneste måde, hvorpå man kan være fuld!

Gå tilbage