Tak!

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

Jomfuen og barnetÉt af vores korteste og mindste ord – og dog det største af dem alle!

For hvilket ord kan som ”tak” udtrykke, hvad der er det største og mest forunderlige – at vi har fået et liv, og at vi til stadighed får det? Og hvilket ord giver som det mulighed for at udtrykke, at vi værdsætter, at der er så uendelig meget, vi får givet, og som vi ikke bare kan tage for givet? For begynder man at overveje, hvor meget vi får givet, ja, så er det simpelt hen uendelig meget! Det er eksempelvis hver evig eneste gang, vores hjerter slår, hvilket det gør ikke mindre end ca. 34 mio. gange i løbet af et år, helt af sig selv, uden at vi har den ringeste indflydelse på det. Eller det er hver eneste gang, vi trækker vejret, hvilket vi gør ikke mindre end ca. 20.000 gange i løbet af en dag, også helt uden vores indflydelse. Eller det er, når vi slår øjnene op om morgenen – og f. eks. ser, hvordan solen kaster sit livgivende skær over alt liv på kloden. I det hele taget er det alle de utallige gange, livet simpelt hen bare kommer til os. Kommer som et nyt år 2020, og da især kommer i skikkelse af personer, vi elsker og holder af, og i skikkelse af den omverden og natur, der generøst og gavmildt skænker os alle forudsætningerne for vores liv.

Ret beset burde vi derfor ikke bestille andet end at sige tak! Men i stedet lever ordet ”tak” en kummerlig eksiltilværelse, hvorfra det kun hentes frem ved yderst sjældne lejligheder. Det kan der være mange grunde til, men iblandt alle dem er der kun én, der er god. For selvfølgelig findes der indlysende lidelse og modgang, der gør, at vi ikke kan se nogen som helst grund til at takke for noget som helst. Men det paradoksale er, at det ofte er netop de mennesker, der kender til modgang, der også kender til dyb taknemmelighed. Det skyldes velsagtens, at vi netop i modgangen for alvor finder ud af, hvor meget vi lever af, at livet på alle tænkelige måder kommer til os.

Derfor kan man som præst også ofte opleve en kolossal stor taknemmelighed i forbindelse med dødsfald og bisættelser. For netop dér erfarer mange så stærkt midt i deres sorg, hvor meget de har at takke det menneske for, der nu ikke er mere. Taknemmeligheden står med andre ord ikke i modsætning til sorgen. Den er tværtimod ofte en afgørende og stor del af den.

Hvis der derfor er nogen, der kan lære os alle noget om taknemmelighed, ja så er det paradoksalt nok alle dem, vi andre vil mene slet ikke har nogen grund til taknemmelighed. For netop de kan lære os, at taknemmeligheden jo ikke ophæver livets skyggesider, men snarere er et udtryk for det kærlighedens lys, der skal til, for at skyggerne overhovedet kan kastes. I taknemmeligheden får livet kort sagt sin mest afgørende og dybeste værdi, lys og skygge hver deres plads, og gør det, fordi livet erfares som givet og skænket.

Og derfor er ordet ”tak” altså verdens største ord. Et ord vi roligt kunne øve os i at sige meget mere og da især sige til hinanden! For hver gang vi siger ordet, får livet en uendelig værdi. En værdi, vi selv kan hjælpe på vej i det nye år og brede ud i verden omkring os ved blot at sige noget så kort og enkelt som: TAK!

 

Billede: Jomfruen og barnet (Fra flamsk bønnebog ca. 1480)

Gå tilbage