Møder med Vorherre i liggestolen

Af Marianne Aagaard Skovmand

Jakobs drøm

”Jakobs drøm.” Illumination fra armensk manuskript, 1643-46. Det Armenske Patriarkat i Jerusalem.

 

For mange er det stadig ferie, eller måske er den netop overstået, og ferie gør godt for de fleste. Om man nu er mest ude eller hjemme, er sol, varme og det at have fri i flere sammenhængende uger velgørende. Sådan er vi mennesker. Vi har godt af at være i gang, men vi har også brug for at slappe af. Og det med at tage den med ro og gå helt ned i gear har betydning ikke kun for krop og sjæl, men måske også ligefrem for ens religiøsise liv eller tilbøjelighed. Og hvor plejer man nu bedst den, kunne man spørge? Og gudstjenesten er jo naturligvis et oplagt sted. Men ifølge den svenske præst Tomas Sjödin er et andet godt sted at møde Gud på sofaen, eller som årstiden indbyder til i liggestolen i haven. Sådan at forstå, at Gud får vi måske bedst i tale, når vi husker hvilen. Han fortæller, den svenske præst, nok med et glimt i øjet om den lille ø i Skærgården, der har fået navnet Unytten. Og siger om den, at sådanne steder er så uendeligt vigtige. Selv kalder han den ”Hvileøen”, for den er så lille, at der ikke rigtig er noget, man kan foretage sig der; ingen mulighed for aktivitet, men alligevel, siger han, tager man altid forandret derfra. Allerede i 1500-tallet skrev Martin Luther, at også i uvirksomheden tjener mennesket Gud. Det er, kan jeg hilse og sige, ikke noget, der gøres meget ud af i præsternes uddannelse. Og heller ikke noget at bryste sig af på cv’et. Jeg kan stadig huske, da jeg første gang som lille pige hørte en af de mange historier, som min mor har fortalt mig om sin opvækst. Præsten kom af og til på besøg i hjemmet – og ved et sådant besøg overhørte hun sin mor tage mod til sig og spørge, om hun godt måtte strikke om søndagen. For søndag var hviledag i mine bedsteforældres hjem – der blev taget hånd selvfølgelig om dyrene i stalden, men kun det mest nødvendige arbejde blev gjort – ellers samledes man i stuen om bøn, og min morfar læste op fra bibel og andagtsbogen. Og det var her min mormor så var i tvivl, om hun måtte strikke, mens hun lyttede. Han var klog den præst, tænker jeg, for han svarede, som min mor husker det, at der gerne måtte strikkes også om søndagen. Tilbage i 2005 fik jeg mit første embede som præst og med fulgte en statelig præstegård med flere stuer, og vi fik også plads til en sofa. Når jeg tænker tilbage på de år med fuldtidsarbejde og små børn, kan de nærmest tælles på en hånd de gange, jeg sad i den stue i sofaen. Og sådan lever vi mange af os, tror jeg – med arbejde og ved siden af mange andre gøremål – ofte er kalenderen fuld af gøremål og aftaler, for det har da alle. Men også her i sommertiden taler Gud til os om at lægge øre til hans ord og blive ét med ham, og den enhed er altid en overdragelse af ansvar og af kraft til at leve i kærligheden. Den bliver til i mødet mellem mennesker og mellem mennesker og Gud. Intet kan skille os fra Guds kærlighed, som Paulus siger – ikke død eller liv eller engle eller magter eller kræfter eller noget som helst kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Det er ord og et budskab, som giver livet en ny målestok – fordi det ikke længere drejer sig om at lykkes, blive god nok eller rig nok eller sund nok. Dybest set drejer det sig om at tage det ind kærlighedssproget. Fra kirkebænken, liggende på sofaen måske med slumretæppet over sig eller siddende i en havestol under parasollen – kort sagt der, hvor man nu bedst kan åbne sig for dette, at vi er elskede og favnede, som dem vi er. Og dér i det møde er vi ét ikke kun med Gud, men også med hinanden.

Gå tilbage