Åndeligt testamente

Af Mette Grymer

 

Thorvaldsens Kristusfigur

Bertel Thorvaldsens Kristus-alterfigur fra 1838 i Vor Frue Kirke, domkirken i København,
med inskription fra Matthæus-evangeliet, 11,28:
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

 

”Vi hjælper dig med at oprette et testamente online.
Det tager kun 20 minutter at skabe tryghed i familien.”
Sådan opfordrer advokatfirmaer os steder, hvor vi færdes: I gadebilledet, i dagbladet og på nettet, og der er tilsyneladende ingen grund til at udsætte beslutningen om, hvem der skal betænkes, og hvad der kan arves, når vi ikke er her længere.

Det er et andet slags testamente, der beskrives, når man taler med en familie forud for en begravelse. Man kan sige, at det er det åndelige testamente fra den afdøde, der opregnes her: Afdødes værdier, familiens minder om og med ham, og minderne fortælles med smil, der vidner om kærlighed, og samhørighed, der blandes med tårer, fordi fællesskabet, som vi kender det, er slut.

Selvom der i vores Bibel er fire forskellige testamenter om Jesus, var der for hovedpersonen selv ikke noget ønske om, at alt, hvad han lærte, formanede, opmuntrede, elskede og hadede, skulle nedfældes på papir og underskrives. Ikke et eneste sted ifølge evangelierne opfordrer Jesus andre til at skrive. Men heldigvis blev der efter hans død nedskrevet åndelige testamenter til eftertiden. Testamenter, der gør os i stand til at kende essensen fra Jesu liv og lade det stå som sandhed og trøst i vores egne liv.

Og en af de vigtigste pointer her er, at den magt, Jesus kommer med, er kærlighedens afmagt. En kærlighed, der kun kan gives, rækkes, skænkes, og som ikke kræver, at vi skal yde gengæld.

I kærlighed os imellem forventer vi nok dybest set en slags gengæld, selvom vi faktisk går meget stille med det, for det er noget, vi kan skamme os over. Men: Inderst inde ønsker vi eller forventer ligefrem, at vores bror hjælper os, når vi har brækket benet, ligesom vi hjalp ham. Eller vi regner med, at veninden husker vores fødselsdag, som vi huskede hendes. Egentlig, hvis vi skal være ærlige, er det en smålig, nærig og meget skrøbelig kærlighed, og hvis den så ikke bliver gengældt, kan vi blive skuffede, vrede eller bitre.

Sådan er Guds kærlighed ikke. Den er aldrig noget for noget. Men noget på trods af intet. Og fordi den ikke hører til i købmands-kategorien, betyder det, at vi kan være ærlige og frie. Vi behøver ikke at skjule noget for Gud. Vi skal aldrig bære vort liv alene med alt, hvad det indeholder.
Vores ensomhed.
Alt det åndssvage vi har gjort, sagt og tænkt.
Vores hovmod og skadefryd.
End ikke de dybeste hemmeligheder og verdens dom og moral skal ødelægge vores liv, for Vorherre tager imod det, der nager i hjertet. Alt det, der gnaver i vores samvittighed og truer vores nattesøvn nu på 10. år, men som vi måske ikke tør dele med noget menneske.

Og når man ved, at det er, hvad Jesus gør – bærer vores skyld og vores skam – så kan man have lyst til at takke helt impulsivt. Ikke fordi det kræves, men fordi man ikke kan lade være – vi kan derfor have lyst til at synge lovsang, folde vores hænder og dernæst gå ud og tjene andre.

Gå tilbage