Livet kalder

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

Rødhals

 

Noget af det, vi mennesker husker allerbedst, er melodier og toner. Vi kan glemme navne, glemme hvor vi nu lige har lagt nøglerne og alt muligt andet, hvorimod sange og melodier vi har lært som børn og unge – ja de forbliver hos os, selv når vi bliver mere end almindeligt glemsomme. For selv da har tonerne magt til at kalde os ud af vores eget og ind i livet.

Og det gælder faktisk igennem hele vores liv – at der kaldes på os. Efter sigende er den sidste sans, vi mister, før vi dør, således høresansen, og det er et velkendt fænomen, at døende ikke bare opfatter, hvad der bliver sagt til dem, men også at de kan have svært ved at give slip, fordi stemmerne fra deres nærmeste ved deres blotte lyde vedbliver at kalde dem tilbage til livet.

Og som det er i livets afslutning, er det også i livets begyndelse. Allerede fra 24. uge, når vi som fostre ligger i vores mors mave, udvikler vi høresansen, og fra da af begynder vi at kunne høre vores mors hjerte slå, hendes åndedræt såvel som både hendes og vores fars stemmer.

Og i samme øjeblik vi kommer til verden, ja så melder behovet sig hos forældrene for, at de kan kalde på deres barn med nogle helt bestemte lyde i form af et navn. For uden et navn, hvormed andre kan kalde på en, er man på en eller anden måde ikke en hel person. Den betydning ligger faktisk i selve ordet person. Et latinsk ord, der kort fortalt betyder, ”den hvorigennem der trænger lyde”: per (igennem) soni (toner, lyde). En person bliver man med andre ord først, når der er lyde, der kan trænge ind og dermed kalde på os. Umisforståeligt og genkendeligt.

Og den forestilling at man egentlig først bliver til ved, at der kaldes på en udefra, ja den kendes bestemt også i Bibelen. Blot er den langt mere vidtrækkende og langt mere grundlæggende. For ifølge Bibelen, ja så er alt liv – og ikke kun mennesket – til som følge af en kalden, nemlig Guds egen. Da Guds ånd svævede over urdybet, som der står, ja så flængedes stilheden af et guddommeligt tonesprog, der kaldte alt liv frem af intet. Og et af Guds store undere er, at Gud aldrig holder op med at kalde på os! Det tonesprog, hvormed alt liv kaldtes frem, ja det kalder stadig væk alt liv frem i form af lyde, ord, toner, stemmer, sang og musik. For musik og toner er jo ikke noget, vi har opfundet. Langt snarere giver det mening at sige, at det er tonerne og musikken, der har skabt os – også som musiske væsener. For musikken og tonerne hører alt levende til fra allerførste færd – lige fra grønspætter, rødhalse, ræveunger, skrubtudser og bier. Og alt sammen kalder det med hver sin tone – som et ekko af et guddommeligt tonesprog, der kalder livet frem på hele jordkloden. Hver enkelt med hver sin tone og hvert sit næb, men alle forbundet i den ene himmelske symfoni, hvori vi alle synger med – og hvormed der kaldes på os hver især.

 

Gå tilbage