Hvem ringer klokkerne for?

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

KirkeklokkeSom mange vil vide, har Nyborg Kirkes kirkeklokker været tavse i over et år og vil vedblive at være det indtil sommeren 2022. Og som mange sikkert også vil vide, skyldes det ikke, at klokkerne er blevet væk, men derimod at kirketårnet gennemgår en gennemgående renovering af dets træværk, hvilket er et særdeles tidskrævende projekt.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der savner vores klokkeringning. Savner, hver gang de slår deres timeslag, ringer ind til søndagsgudstjeneste eller markerer, at én af vores medborgere er døde og skal bæres herfra. For klokkerne er nemlig en del af sognets levede liv på både godt og ondt, i både glæde og sorg. Hver gang de ringer, bliver vi således mindet om, hvordan livet kan gribe og ramme os alle – og at hver eneste afgørende livsbegivenhed har en betydning, der rækker helt til himlene – og ind i vores ører.

Men klokkerne minder os dermed også om noget andet – nemlig om, hvordan vi har fjernet os fra klokkernes oprindelige betydning. For når vi i dag spørger, hvad klokken er, ja så tænker de færreste af os vist på kirkeklokkerne. Vi tænker i stedet på, at det er pinedød vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at ”følge med tiden”, som vi siger, og ustandseligt orientere os efter, hvad klokken er – i timer, minutter og sekunder. For sådan har uret efterhånden bemægtiget sig hele vores liv. Fra tidlig morgen til vi går i seng, (og når vi vågner om natten), spørger vi, hvad klokken er. Og det gør vi jo, fordi uret og tiden simpelthen er blevet det altdominerende udtryk for, hvordan vi overalt prøver at udøve kontrol over vores liv.

Den kontrol er selvfølgelig en kæmpe illusion, for hvis der er noget, ingen af os har den fjerneste kontrol over, ja så er det netop tiden. Det virkelig ejendommelige er, at det faktisk lige præcis er, hvad klokken oprindeligt er tiltænkt at fortælle os! For når vi spørger, hvad klokken er, ja så går det helt tilbage til klostrene, hvorfra klokkeringningen udspringer. Vel at mærke ikke for at munkene og nonnerne skulle ”hænge i en klokkestreng”, men tværtimod for at minde dem om, at de skulle huske at bede – dvs. slippe deres eget og løfte deres hjerter mod evigheden, mod den tid, der er Guds tid til os alle, og som ikke kan måles i hverken timer eller minutter.

Det er den guddommelige tid – evighedens tid – kirkeklokkerne med deres ringning minder os alle om, som den tid, hvori vi først som sidst har vores liv, ikke mindst når vi af forskellige grunde må slippe vores egen tid og vores egen indbildte kontrol.

Og dermed minder klokkerne os paradoksalt også om, at vi ikke skal lade os tyrannisere af tiden. Minder os om, at når vi hører klokken ringe, og f.eks betræder et helt nyt år – år 2022 – så er det vigtigste ikke, hvad vi hver især skal skynde os at nå af mål og gøremål.

Nej, det vigtigste er, at vi hver især allerede er fundet og nået. Nået af den Gud, der trådte ind i tiden for 2022 år siden for at vise os, at nok kan tiden skille os fra hinanden, og nogen gange også nærmest fra os selv; men den kan aldrig skille os fra vores guddommelige ophav. For tiden er slet ikke vores. Den tilhører derimod den Gud, der har bundet sig til enhver tid. Og har gjort det netop for både tid – og for evighed.

Glædeligt nytår!

Gå tilbage