Verdens igenfødelse

Af Mette Grymer

 

Gravsten

”Det bliver godt at få overstået. Altså hvis man kan sige det.”

Sådan hører jeg ikke underligt ofte familier ytre sig forud for en kommende begravelse. For der er næppe heller noget, der kan føles mere trist og endegyldigt, end når en kiste sænkes i jorden. En kiste med et menneske, vi har elsket, fulgtes med og rørt ved. Et menneske, der har betydet noget for nogen i os, og hvis den døde er repræsentant fra den ældste generation, er det en mand eller kvinde, vi som familie ofte ikke har levet uden.

Ligeledes skal den glatte og kolde urne, der ved en bisættelse kommer tilbage fra krematoriet, sættes ned på kirkegården. Og det virker alt for småt, uendeligt fremmedgørende og forkert i forhold til det levede liv med varme, fylde og genkendelighed, der for kort tid siden levede, talte og sang midt iblandt os. Men ved døden er det sidste ord sagt, og den sidste gerning gjort. Graven er den ultimative slutning.

”Til jord skal du blive” – sådan vil det blive sagt ved den handling, der bliver god at få overstået, og hvor præsten understreger sine ord vitterligt med en håndfuld jord over den hvide kiste.

Og mange børn gør sig forestillinger om, hvad der sker der med den døde under jorden. Deres livlige fantasi er ofte mere kulørt og gruopvækkende end den stilfærdige sandhed, at kroppen ved en begravelse falder ind og med årene langsomt forbinder sig med jorden til muld.

Men begravelsesritualet fortsætter som bekendt: ”Af jorden skal du igen opstå!” Og lige dér bliver slutningen til begyndelsen kristeligt set. Just der kan man tro, at Gud sætter det altforandrende vendepunkt ind. Fordi der er åbenbart mere at sige for Gud, når gravens stilhed runger i vores tomme stuer, og når vi i sorgens stund dvæler ved den forladte yndlingsstol. For Gud tilsiger os, at vores ultimative slutning kun er vores, men at Gud ikke opererer med definitive slutninger.

Vi befinder os i kirkeåret i tiden efter påske helt frem til Kristi Himmelfartsdag. 1., 2., 3., 4. og 5. efter påske kaldes søndagene, og opstandelsens første vidner havde svært ved at tro, at Jesus var opstået fra de døde. Kvinderne havde aldrig hørt om eller set noget lignende. Så derfor løb de væk fra gravhulen og turde ikke sige noget til nogen. De havde det som vi, fordi det langtfra er altid, at vi tør tro på begyndelser efter en slutning, som et dødsfald er. Men Guds virkelighed kan sætte sig igennem, hvor den vil, med hvem den vil.

Verden kan nemlig genfødes, eller måske er det snarere meningen, glæden og livsindholdet, der kan. Som sprækker i et sorgfuldt sind kan det ske, at den ultimative slutning, vi troede, det stedse ville blive, i virkeligheden er midlertidig. Guds vilje til liv kan afspejle sig i nye relationer med kærlighed måske, i meningsfyldte gøremål, men den lader sig også syne direkte i naturen og i de anemoner, der spreder sig i skovbunden i denne tid. Forleden var jorden sort og trist, men pludselig pibler de hvide blomster frem og danner en dug, der dækker op til og tager imod os til det gudsgivne liv, vi har fået.

”Det er godt at have blik for nye begyndelser hele livet igennem. Altså hvis man kan sige det.”

Anemoneskov

 

Gå tilbage