Lysfyldt kærlighed i vore liv med hinanden

Af Marianne Aagaard Skovmand

 

Feofan Grek

Forklarelsen på bjerget. Ikon af Theofanes Grækeren, russ. Feofan Grek, byzantinsk maler ca. 1340-1410, en af de største ikonografer i Storfyrstendømmet Moskva.

 

I en af de bibelske fortællinger om Jesus sker der det mærkelige, at mens han og disciplene er på et bjerg, hører de Guds stemme fra himlen, og to, der for længst er døde, nemlig Moses og Elias, viser sig for dem og taler med Jesus. Den omtales oftest som forklarelsen på bjerget, fordi disciplene ser det hele i et særligt lys, deraf ordet forklarelse. Et ord vi også kan bruge i daglig tale; er noget forklaret, et ansigt eller en følelse, hviler der altid noget særligt, noget lysfyldt over det. Forklarelsen på bjerget er en både smuk og ejendommelig beretning, der jo først og fremmest fortæller om Jesus og hans guddommelighed. Oplevelsen af, at Jesus pludselig står badet i lys, virker både voldsom og omsiggribende på disciplene, mens de er der på bjerget med deres herre og mester; ja al den lysfyldte kærlighed, de med ét oplever, gør, at de vil fastholde øjeblikket. Det er Peter, der bringer det på banen med sit entreprenante byggeprojekt: ”Lad os bygge tre hytter Herre – en til dig, en til Moses og en til Elias.” Og i samme nu han siger de ord, Peter, føler vi omsorg for ham, for vi ved kun alt for godt, at sådanne øjeblikke af lysfyldt kærlighed får vi aldrig lov at fastholde. De er flygtige, vibrerende og lader sig ikke binde. Vi kan hver især tænke tilbage på sådanne øjeblikke af lysfyldt kærlighed i vore liv. Lykkelige stunder i barndommen måske, den første gang vi stod med vores nyfødte i armen eller oplevede det mirakel, kærligheden altid er, når den bryder ind og er i vores liv. De øjeblikke får vi ikke lov at binde, og dog bor de hos os i vore hjerter.

Men betyder det noget, kunne vi spørge, at denne her fortælling, hvor Jesus altså møder Moses og Elias, og Gud ligefrem taler til dem, foregår på et bjerg. Også Moses forbindes med et bjerg, Sinaibjerget, hvor Gud viser sig for ham og giver ham loven, der fra tavlerne af sten skrives ind i folkets hjerter. Bibelske bjerge handler, og det har I sikkert for længst regnet ud, imidlertid ikke kun om udsigt, men snarere om indsigt – selvindsigt kunne vi sige. Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen med mit liv? Er jeg overhovedet værd at elske, når jeg kan føle, at tilværelsen går i stumper og stykker. For at der både er op- og nedture, hører med i ethvert menneskeliv.

Den byzantinske ikonmaler Feofan Grek giver alle elementerne lige meget vægt i sin ikon over den bibelske fortælling om forklarelsen på bjerget. Nederst til venstre på ikonen bevæger Jesus sig med sine disciple op ad bjerget, Han går forrest, men med hovedet vendt mod disciplene; det er læreren, der viser eleverne vej op. Øverst ses lyseksplosionen i selve forklarelsen, hvor Jesu ansigt stråler som solen – og nedenfor til højre går de ned ad bjerget igen. Turen op ad bjerget – selve forklarelsen – og turen ned igen fylder lige meget i fremstillingen. Ikke kun det store og særlige lysfyldte øjeblik, hvor Jesu ansigt stråler som solen, ser vi, men også turen dertil og derfra.

Der er en lille fortælling, som jeg ikke ved præcis, hvor er fra, men den handler om en ung kvinde, der var udsendt som missionær til en ø i Stillehavet, hvor hun underviste børn. En dag medbringer en dreng, som hun var særligt knyttet til, en gave til hende. Det viste sig at være en udsøgt muslingeskal. Hun vidste, at den slags kun fandtes langt derfra og udbrød forbavset: ”Du har jo gået langt for at finde den flotte gave til mig.” Drengen stak hende sit bredeste smil og svarede: ”Jamen lærer, vejen, jeg gik, de mange skridt er netop en del af gaven til dig.”

Og på samme måde er det i vores liv, hvor både op- og nedturene, dér, hvor vi føler, vi kæmpede os op ad bjerget, og dér, hvor skridtene var dansende lette, for nu gik det nedad igen, hører med – sammen med de lysfyldte særlige glædesstunder billedlig talt øverst oppe på bjergtoppen. Alt sammen, hvert eneste skridt, de lette og de tunge, er en del af gaven og opgaven ved det at være menneske og leve sit liv med Gud og med hinanden.

 

Gå tilbage