Den grænseløse Gud

Af Ida Korreborg

 

"Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden." Kristus i midten af korset med alfa og omega-tegn ud for korsarmene. Byzantinsk mosaik ca. år 550, fra Basilica di Sant'Apollinare i Classe, Ravenna, Italien.

 

Vi lever på flere måder i en grænseløs tid og sætter en dyd i at vise, hvor lidt vi lader os holde fast af begrænsninger. Det viser sig på flere måder. Alt det, der tidligere virkede som urokkelige normer, står til debat.

Engang skulle man være gift for at bo sammen, hvis man ikke ville blive sat uden for det etablerede samfund. I dag er der ingen problemer i at få et barn uden en partner, hverken som mand eller kvinde; ja, man behøver såmænd ikke længere stå ved at være enten mand eller kvinde.

I vores bestræbelser på at gøre os frie af gamle bånd er det blevet den enkeltes unikke personlighed, personlige bestræbelser og selviscenesættelse, der bestemmer, hvem eller hvad vi er. Om det kan der siges både godt og skidt, men det har i hvert fald ændret vores opfattelse af, hvad der er normalt.

Engang var det, at en jomfru fødte et barn, et mirakel uden sidestykke. I dag kan det sikkert nok ordnes på en fertilitetsklinik. Der er heller ikke noget problem i at gøre kvinder langt på den anden side af overgangsalderen gravide. Og det er nok kun et spørgsmål om tid, før vi ved hjælp af kloning kan få børn med os selv og dermed slippe for det besværlige forhold til et andet menneske.

Vi stræber efter det grænseløse ud fra gode hensigter om, at alt er muligt for alle – eller i hvert fald burde være det. ”Man kan hvad man vil,” siger vi til vore børn for at anspore dem til ikke at give op, men i stedet gå efter deres personlige mål. Det er på nogle måder da også en udmærket læresætning, der har bragt mange langt og givet menneskeheden vinger.

Men problemet er, at vi ikke kan, hvad vi vil – på trods af vores kolossale viljestyrke og stolte læresætninger. Og indbildte vinger. Det ved alle de, der drømte om at komme på landsholdet; de, der ville være succesforfattere, eller de, der brugte et helt liv på at blive den smukkeste, den sejeste eller den bedste, men aldrig blev det. Og det ved også de, der igen og igen forsøger at få et barn uden held eller at blive helbredt for kræft eller holde fast i dem, de elsker på dødens kant.

Vi kan ikke, hvad vi vil. Vores liv er fastholdt i begrænsninger i evner, i muligheder, i tid. Det er vores tragedie som mennesker, at vi vil alt selv, men er bundet af, at vi er natur på lige vilkår med resten af naturen.

Men for Gud er det helt anderledes. Som ophav til livet er han uden nogen begrænsninger og derfor svær for os at begribe. Selvom vi siger ”han”, er der jo næppe tale om hankøn eller krop, som vi forstår det. Ligesom han ikke er afhængig af tid og rum som os, men er helt uden for naturlove og logik, som vi kender det. Alligevel valgte han at blive menneske på vore betingelser, som kød og blod, som sårbar og dødelig – fæstnet i tid og sted og skæbne.

Men hans grænseløshed viser sig i glimt. I de mange fortællinger om ham. I hans undere og helbredelser og i hans ord og kærlighedsvilje. Gang på gang pointerer han i både ord og handling, at der ikke er forskel på os over for Gud. Social status, køn og etnicitet, ja selv religiøs stålsathed spiller ingen rolle. Og det var et grænseløst og provokerende budskab dengang som nu.

Men der er en vigtig pointe i, at han ikke tager udgangspunkt i, hvem vi selv anser os for at være. Men i hvem vi er i Guds øjne.

Det var bevidstheden om, at vi alle er lige magtesløse over for liv og død og skæbne, der fik han til at sætte livet ind for os. For ene af alle væsner er vi klar over vores eksistens og vores endeligt. Og ene af alle væsner kæmper vi imod vores sammenhæng med naturens orden.

Men vi hører også til i en anden sammenhæng. En sammenhæng, der går ud over det naturlige livs grænse, og hvor vi kan trodse vores skæbne sammen med ham.

I det daglige liv er det nok ikke noget, vi skænker en tanke. Vi er optaget af nuet og kan sagtens handle på egen hånd inden for vores egne cirkler. Men når livet strammer til, og tingene ikke længere går som planlagt, ja så er det befriende at se op og opdage, at han sidder lige ved siden af med døren åben til uanede muligheder.

Gå tilbage