Tik-tak

Af Mette Grymer

 

Hjemme hos min farmor og farfar stod et gammelt ur i stuen med et stort gyldent og synligt pendul bag en smukt sleben glasrude. Pendulet svingede fra side til side, trofast og også taktfast, hvis min farfar ellers havde husket at trække uret op, og det havde sin egen monotone klang med sit lydlige tik-tak. Særligt når vi om aftenen sad og spillede kort, hørtes urets tydelige tikken, og mens vi ventede på en deltagers næste træk, kan jeg huske, at jeg tænkte, hvor mange tik, jeg mon skulle tælle, inden hun havde besluttet sig.

Kirkens nytår begyndte allerede første søndag i advent, og kirkens år er derfor lidt i utakt med det verdslige nytår, der skydes ind om et par dage: 1. januar 2021. Måneden har navn efter den romerske gud, Janus, der havde to hoveder, som vendte hver sin vej. Janus kunne dermed se både frem og tilbage, og det gør vi ofte ved årsskifte: Vi ser tilbage og gør status, måler og bedømmer vores private liv og historien i verden, der dette år har skabt store overskrifter med virus og smittetal, senest minkaflivninger herhjemme og præsidentvalg i USA. Men vi skuer også mod fremtiden og håber på en revolutionerende vaccine, drømmer om at skole, arbejde og fritid ikke vil tvinge os hjem igen, mens vi laver nytårsforsætter og lægger planer for det, vi skal og også gerne vil glæde os til.

Måske er vores liv at ligne med et gammelt stueur med pendul. Også det svinger frem og tilbage mellem et tik og et tak – et tak for taknemmelighed og glæde, vore kære og alt det gode og meningsfyldte, vores liv rummer, og så et tik, der må repræsentere alt det, vort liv uvægerligt også indeholder med sorg, sygdom, smerte, frygt og ufred både på den hjemlige scene og på verdensarenaen. Og vi kunne nok lettere forlige os med, at livet var som et pendul fra et gammelt stueur, hvis det var lov, at et tik skulle følges af et tak, men tværtimod er tilværelsen så uforudsigelig, at vi ikke aner, hvordan vort pendul vil svinge: For manges ur slår i utakt, fordi der må bæres ufatteligt mange og tunge byrder uden at meget tilsyneladende lykkes. Mange føler, at deres ur er gået i stå, fordi der ikke synes megen forandring at spore i horisonten bort fra det tyngende.

Men uanset hvordan vores pendul svinger, så er hvert vores ur båret af en ramme. Et sted, pendulet hænger fast. Og i kristelig optik er vores ramme sat af Gud, uanset om det er til tik eller til tak, og når vores pendul til sidst går i stå, har vi fået lov at tro på, at pendulet ikke falder ud i intet eller i mørket, men at det bliver inden for den ramme båret af nåde og tilgivelse, som Gud har sat og bestemt.

Om lidt svinger vores pendul ind i et nyt år, og ingen af os ved, om vi er på vej til tik eller tak, om vi er på vej til lykke eller ulykke. Men vi ved, at 2020 ikke blev vort sidste år! Og ingen kan heller bedømme sig selv retfærdigt eller fælde dom over sit liv med dets ringe eller store betydning. For selvom vi forsøger at gøre status, glædes ved det gode og sørger over det tabte, er det heldigvis ikke givet os at fælde retfærdig dom over vores eget liv og dets ofte usynlige betydning for andre.

Billedet af hvert vores liv som et pendul i et gammelt stueur minder os om, at vi er bundet til tiden, til verden, til landet og slægten, hvor vi er. Vi er født ind i en specifik familie, lever blandt et folk, med et sprog og et lands historie. Vi er forpligtet på de mennesker, vi lever iblandt lige præcis nu. Men i dåben blev vi sat ind i en større sammenhæng, der rækker ud over vores egen lille synlige verden. I dåben fik vi allerede indpodet en vaccine i form af tre håndfulde vand mod meningsløshed og gudsforladthed. Det har vi fået, uanset om livet lige nu eller til næste år mest slår tik eller tak.

Gå tilbage