Lad julesorgen slukkes

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

Den hellige nat

Natività (Den Hellige Nat)
Oliemaleri af Antonio da Correggio fra 1522-1530 i Reggio Emilia, Italien.

Maleriet kan i kopi opleves i Svindinge Kirke uden for Nyborg, hvor det – højst sandsynligt på foranledning af H.C. Andersen – er opsat som kirkens altertavle.


Omkring år 1830 foretog Danmarks største digter, H.C. Andersen, en rejse til Tyskland og til byen Dresden, hvor han besøgte byens kirker og gallerier, bl.a. galleriet Gemäldegalerie Alte Meister. Galleriet havde i sin samling en perlerække af malerier fra renæssancen, deriblandt det billede der pryder denne artikel, nemlig den italienske renæssancemaler Correggios ”Den hellige nat”. Og netop det maleri gjorde et kæmpe indtryk på H.C. Andersen. Faktisk så stort, at det inspirerede ham til i 1832 at skrive en af sine meget, meget få salmer, og mig bekendt eneste julesalme, ”Barn Jesus i en krybbe lå”.

Salmen er på kun 2 vers, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan salmens budskab især rummes i linjerne ”Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad, ryst af din tunge smerte”. For når H.C. Andersen skriver sådan, ja så skriver han faktisk til sig selv. For hvad der måske kan forekomme overraskende, så havde H.C. Andersen igennem hele sit voksenliv et yderst problematisk forhold til julen. I sine dagbøger betror han sig således år efter år om det mismod og den modfaldenhed, julen hensætter ham i, simpelt hen fordi han især i julen bliver sig smerteligt bevidst, at han ikke længere er den samme, som da han var barn. Julen minder ham kort sagt om, at han som voksen ikke mere kan fastholde barnets sande og oprigtige forhold til julen, såvel som til livet. Og det bibringer ham altså en sorg over, at han har mistet det liv, der for ham er det sande og egentlige liv – barnets liv.

En anden stor dansk digter, der også har givet udtryk for, at der til julen ligefrem kan høre en særlig sorg, er vores salmedigter Grundtvig. I 1824, natten til juledag, sad Grundtvig således i sin og sin families lejlighed i Prinsessegade 52 på Christianshavn og skrev linjen ”lad julesorgen slukkes” i, hvad der senere skulle blive en af vores mest skattede og kendte julesalmer, ”Velkommen igen, Guds engle små”. Og som tilfældet var med H.C. Andersen, skrev også Grundtvig til sig selv. For også han følte en særlig sorg i forbindelse med julen. For hans vedkommende en sorg over sin samtid, som i hans øjne var præget af det diametralt modsatte af, hvad julen bragte budskab om. Præget af snusfornuft, ligegyldighed, blottet for lidenskab og uden åndeligt format og dybde.

For både H.C. Andersen og Grundtvig knyttede der sig med andre ord en dobbelthed til julen. For samtidig med at julen for dem begge lyste op som det fantastiske lys, der blev tændt ikke bare over stalden i Betlehem, men over hele jorden, ja så var det samtidig også et lys, der dermed kastede sine skygger. Et lys der gjorde, at de kunne se mørket klarere og tydeligere end ellers.

Og hvad det angår, er hverken H.C. Andersen eller Grundtvig på nogen som helst måde alene. For det er en særdeles velkendt ”skyggeside” ved julen, at den netop mere end nogen anden af vores højtider kan bibringe folk en ganske særlig sorg. En sorg over, at et elsket menneske, man har været uadskilleligt forbundet med, ikke længere er hos en. Og at det fravær føles allerstærkest i netop julen, ja det er for så vidt ikke spor underligt. For julen er og bliver den højtid, der mere end nogen anden er båret af traditioner og af genkendelighed, og da især i skikkelse af vores allernærmeste. Derfor føles fraværet af en af vores elskede nærmest uundgåelig meget stærkere netop der, hvor intet og ingen helst må være fraværende.

I den forstand er julen mere end nogen anden kontrasternes højtid. Ja, den er mere end nogen anden den højtid, hvor lys og mørke er uadskilleligt forbundet samtidig med, at de er hinandens store modsætninger. Og hvad det angår, forstår man så udmærket H.C. Andersens stærke fascination af Correggios maleri. For det er meget få malerier, der som det formår at indfange, hvordan julen bringer budskab om, hvordan der selv i det tætteste mørke brænder et lys. Et lys der ikke fjerner mørket, så lidt som nogen sorg. Men ikke desto mindre et lys, der netop brænder desto stærkere i netop mørket!

For lyset er så stærkt, at det brænder med en kraft fra evigheden selv. Det lys der, som der står som noget af det allerførste i Bibelen, er det guddommelige lys, som Gud skabte på skabelsens første dag, og hvormed Gud ikke bare satte et evigt skel imellem mørke og lys, men som også er det lys, hvori Gud skaber alt andet.

Og det er det selvsamme lys, Gud tændte for hele verden midt i det tætte mørke i en stald i Betlehem, da et ungt, hjemløst, forhutlet par, efter en lang strabadserende rejse i et besat Israel, bliver forældre til et lille, nyfødt barn.

For med det lille barn, dets fødsel og hele dets liv viste Gud for verden, at der findes et lys så stærkt, at intet mørke kan få bugt med det. Og i kraft af det lys tør vi alle tro, at når også vi føler os omsluttet af mørke, og når også vi er tynget af den dybeste sorg, så findes der ikke desto mindre et lys, der gør, at mørket aldrig kun er mørkt. For som der i enhver sorg brænder et kærlighedens lys, ja således brænder der i ethvert mørke et guddommeligt, uudslukkeligt lys.

Må alle, der er ramt af mørke og tynget af sorg, føle, at julens lys også lyser for dem! Føle, om så blot for en stund, at julesorgen må slukkes for at fejre, at der findes et lys, der har brændt siden skabelsens morgen, og som intet mørke kan slukke. Hverken de lys der har brændt eller brænder hos dem vi elsker – så lidt som det, der brænder hos den Gud, der julenat gjorde sig selv til lys for hele verden.

Glædelig jul!

Gå tilbage