Bibelske billeder anno 2020

Af Marianne Aagaard Skovmand

 

Jim Lyngvild

Grebet i ægteskabsbrud Joh 8,1-11. Foto: Jim Lyngvild

Digterpræsten Jakob Knudsen (1858-1917), der i dag nok bedst er kendt for at have beriget dansk salmetradition med to af dens allerskønneste salmer, en til morgen Se nu stiger solen af havets skød og en til aften Tunge mørke natteskyer, fortæller et sted om en bestemt episode fra sin barndom. Han voksede op i en præstegård med en far, der som ung kom i kredsen omkring Grundtvig og om nogen havde taget dennes kristendoms- og livssyn til sig. Så bibelhistorier blev der fortalt i hjemmet, også så det nok indimellem har stået drengen Jakob ud af begge ører. De grundtvigske holdt børnene hjemme og underviste dem selv, og Jakob Knudsen har den her erindring om sin mor, der bliver ved og ved at fortælle om den ene person efter den anden fra Bibelen, og derfor spørger hende: ”Jamen mor de fortællinger holder det aldrig op, den ene person efter den anden fødes og dør. Bliver det bare ved?” ”Nej,” siger moderen, ”Det holder aldrig op. Det er netop pointen! For så kommer vi, du og jeg min dreng. Bibelens fortællinger har med os at gøre. Vi er en del af den store fortælling.”

Denne sommer har mange mennesker fra nær og fjern lagt vejen forbi Helligåndskirken i Faaborg for at opleve bibelhistorie i billeder. Det er kunstner og designer Jim Lyngvild, som stod bag syv kæmpestore fotos på tekstil ophængt i den gamle klosterkirke, der har domkirke over sig og derfor kunne bære udsmykningen. Aftalen blev til ved lidt af en tilfældighed. Jim Lyngvild var inviteret til sidste års høstgudstjeneste for sammen med den stedlige sognepræst Lene Matthies at diskutere høstritualer i henholdsvis asatro, som Lyngvild bekender sig til, og kristendommen. Det blev til flere møder mellem de to, og aftalen kom i stand om en midlertidig udsmykning til kirken. Og det skulle vise sig at blive en succes af de større og også som så ofte, når det gælder kirkeudsmykning, et projekt, der delte vandene. Selv har jeg været koblet på projektet som bibelkyndig inspirator, for Jim Lyngvild var ikke i tvivl, det var bibelhistorie, han ville fortælle. Og vel at mærke ikke af den slags, hvor støvet for længst har lagt sig som et tykt lag mellem billede og beskuer. Jim Lyngvilds billeder er for mig at se vigtige – de fortæller bibelhistorie og viser, at den historie har at gøre med os – vi er en del af den fortælling. Her og nu, som dem vi er, helt almindelige mennesker med ar på krop og sjæl og tatoveringer.

Johannesevangeliets fortælling om kvinden, der gribes i ægteskabsbrud, og som derfor ifølge Moseloven skal stenes, indgik også i billedserien i Faaborg Kirke. Her er kvinden den ene del af et lesbisk par, og dem omkring sidder ikke kun med sten i hænderne, men også med mobiltelefoner. Altså kobles direkte forbindelse fra den bibelske fortælling til nutidig stening: udskamning af dem, vi synes træder ved siden af, på sociale medier. Lige overfor hænger gengivelsen af Moses, der i vrede over folkets dyrkelse af guldkalven destruerer stentavlerne med de bud, som han modtog på Sinaibjerget. Har man fulgt billedseriens tilblivelse i programserien Præsten og Hedningen på DR2, har man set Jim Lyngvild i de tidlige morgentimer ved symaskinen. Lyngvild har en næsten Zahrtmannsk sans for det stoflige, selv om den ene altså malede og den anden fotograferer. Kristian Zahrtmann var efter sigende så heldig, at hans kusine Vanda var gift med direktøren for Det Kongelige Teater, så han havde fri adgang til teatret, hvor han kunne låne kostumer til sine modeller. Det ses blandt andet i roberne i et af hans mest berømte billeder Det mystiske bryllup i Pistoia. Jim Lyngvild måtte en tur til Indien for at købe stofferne og har selv syet de dragter, som vi ser på billederne. Og præsten og dramatikeren Kaj Munks muntre bemærkning om, at der stod et sus af skørter omkring Jesus giver her i den grad mening.

Kvinder i store skørter er talstærkt til stede ved korsnedtagelsen i den lyngvildske fortolkning. Faaborg kirke er nu lukket ned på grund af renoveringen, og billederne tog derfra på rejse over Storebælt til Illum i København. Efter udstillingen der bliver de solgt individuelt, og flere har i skrivende stund fået nye blivende ejere. Overskuddet fra salget går til Røde Kors.

 

Gå tilbage