Alterkorset – et livstræskors

Alterkors forfra


Nyborg Vor Frue Kirke fik i december 2011 et alterkrucifiks, som er skabt til kirken af billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt (f. 1956). Korset er støbt i bronze i Pietrasanta i Norditalien og forgyldt med 24 karat bladguld hos forgylder Ove Olsen i Valby. Det er ikke et krucifiks med den lidende Kristus ligesom kirkens gotiske korbuekrucifiks fra ca. 1390, men alterkrucifikset har i sin form væksten i sig og er derved forbundet med korbuekrucifikset, som har spirer fra Livets Træ rundt i kanten.

Alterkors bagfra

Alterkrucifikset er med sin bølgende form et træagtigt kors, som har en dynamisk kraft og vækst, og som ved forgyldningen har lyset i sig. Det leder tanken hen på det spirende, kommende opstandne liv. Nederst er det døde korstræ – det sorte, glatte og kantede stykke – og derfra vokser “Livstræets kors” nærmest organisk op med aftryk af olivengrene. Og selv om det ikke er et kors med en skikkelse på, kan man alligevel ane åbenbarelsen af en velsignende skikkelse i det.

Se filmen, hvor Maja Lisa Engelhardt fortæller om tilblivelsen af alterkrucifikset:


Alterkorsets symbolik føres videre i Maja Lisa Engelhardts arbejde med et nyt altervindue, der blev opsat i 2015. Følg tilblivelsesprocessen i filmene på siden om altervinduet.