Kirkesiden

Her bringes artikler fra kirkesiden i Lokalavisen Nyborg. Den seneste kan læses herunder; en række tidligere artikler kan findes under Tidligere artikler.

I går, i dag og i morgen.

Blomstrende vej

Inden for den nyere sorgforskning opereres der med to ”spor”, som efterlevende skal leve videre i. Det ene spor er minderne og alt det, der var, og som aldrig kommer tilbage: samtalerne vi førte, ferierne vi nød, latteren, uoverensstemmelserne – ja alt det i fortiden, vi har mistet, og som aldrig bliver det samme. Det andet spor er det nutidige og det fremtidige: alle praktiske forhold, der skal ordnes, maden, der skal tilberedes, busken, der skal studses, og ferien, der skal arrangeres. Begge spor er lige vigtige at beskæftige sig med, når man er i sorg.

Men man kunne tro, at sorgforskningen havde hentet sin teori fra kristendommen, for ganske tydeligt i sognets gudstjeneste ser vi disse spor i levende mennesker: Her sidder en menighed, hvor mange har erfaringer fra et langt liv. Her er der flere, der har sagt farvel til deres ægtefæller, og som har mange livserfaringer med smukke minder og svære fortrydelser. Og når vi fejrer dåb, ser vi imidlertid livet fra det andet ”spor” – i familier, der er ved at etablere sig, og naturligvis klart i de små spæde, hvis temperamenter og viljer, lethed og sorger ligeså langsomt udvikler sig og åbnes for dem selv og deres forældre.

I kirken laver vi meget i grupper: således samles vi med de små til babysalmesang, med de lidt større børn til minikonfirmander, vi har børneklub, salmesang for hukommelsessvage, andagter for sørgende og gudstjenester for ældre. Det er alt sammen udmærket. Men den fælles gudstjeneste kan noget helt ganske særligt. For det er nemlig sundt at mødes med andre, man ikke nødvendigvis deler alder eller skæbnefællesskab med.

Da jeg var barn, blev jeg sommetider slæbt med i kirke. Og indrømmet: jeg kedede mig bravt, selvom jeg var tiltalt af alvoren og salmerne. I kirken talte jeg de små blyindfattede ruder og øvede mig i at lægge salmenumrene sammen, men jeg var også sammen med alle de andre: de gamle, der havde svært ved at gå, de fortvivlede, de forelskede, de beduggede og de stolte forældre, der bar deres barn til dåb. Generationerne var samlede her, og jeg tror, det var og er sundt for et barn ikke kun at være sammen med andre børn eller voksne, de kender, ligesom jeg også gætter på, at det er udmærket for de ældre ikke kun at være sammen med andre ældre, men at se, at ”slægt skal følge slægters gang”, som vi synger i salmen ”Dejlig er jorden”. Det er m.a.o. opløftende at se, at livet kan gå videre i folk, der har gennemlevet meget, ligesom det kan give mod at se håbet og tillidsfuldheden i et uskyldigt barn.

For når vi er samlede til gudstjeneste, på tværs af generationer og sociale skel, får vi på en indirekte måde indarbejdet den sorgteori, jeg begyndte denne artikel med: Der er en tid, der vil forsvinde, ben der ikke længere lystrer. Således må vi alle på forskellig vis, som årtierne går, leve med tab: ikke kun ved dødsfald, men ved helbred, der skranter, med arbejde, ægteskab og familieliv, der blev anderledes, end man håbede, da man som yngre måske bar sit barn til dåb. Men det hele er her, også det nye liv, der spirer for enden af en lyserød sut. Det er duften af lysegrønt græs gestaltet i de små, og den falmede skov i ældre generationer, der har knoklet for os, og som er fulde af livshistorier om livet på Guds nåde. Men uanset hvilken alder og historie vi har, er vi fælles. Fælles om dåbens bad og brød og vin. Alle under samme tiltale, nåde og fordring. Alle med ansvar over for Gud og hinanden.


Mette Grymer.