Kirkesiden

Her bringes artikler fra kirkesiden i Lokalavisen Nyborg. Den seneste kan læses herunder; en række tidligere artikler kan findes under Tidligere artikler.

Mod påske

Af Hans Bredmose Simonsen

 

Indtoget til JerusalemDa Jesus og hans disciple drog til Jerusalem for at deltage i jødernes påskefest, var rygtet om hans ankomst løbet i forvejen. Han havde allerede vist, hvem han var. Han havde helbredt syge, opvakt døde, han havde talt magthaverne midt imod med en myndighed, som de ikke før havde set. Dette øjeblik var hans triumftog. Og Jerusalems indbyggere strømmede ud til byporten for at tage imod ham. Det var for dem et historisk øjeblik.

Men euforien lagde sig hurtigt. Aldrig så snart er han kommet ind i byen, før uroen opstår. Ikke blot blandt magthaverne, men også i selve folket. Han begynder at jage de handlende ud af templet, han vælter vekselerernes borde og duekræmmernes bænke, han råber til dem, at de har gjort templet til en røverkule.

De, der havde hyldet ham under indtoget Palmesøndag, kunne ikke forstå noget-som-helst. Her kom han som den, vi havde håbet på – og hvad bliver det hele så til? Hvorfor træder han vore forventninger under fode? Han modarbejder jo ikke bare sig selv – han håner også os, som hyldede ham! Folk blev først forvirrede. Siden blev de vrede. Derfor slog hyldest-råbene over til råbene: ”Korsfæst ham!” I deres skuffelse kaldte de ham en bedrager, da han få dage senere stod anklaget foran landshøvdingens palads.

Jesus havde afvist deres forventninger. Han ville ikke være den magtfulde konge, de ønskede og håbede på. Han kom med Guds kærlighed, sagtmodig, ridende på et æsel med en lille skare forhutlede mænd og kvinder i sit følge. For kærligheden opfører sig altid helt anderledes i verden, end mennesker forventer sig. Den bruger ikke magt. Den fører sig ikke frem med pomp og pragt. Den tager imod mennesker, som de er. Den tager imod deres hyldest, når de jubler, og den vender den anden kind til, når de slår. Derfor måtte det gå, som det gik. Guds Søn blev sendt til en verden, hvor løgn, magtmisbrug og grusomhed råder. En verden, som lever i en ufattelig kontrast til Guds ord: I skal være hinandens tjenere. I skal elske jeres næste som jer selv!

Det levede Guds søn helt ud blandt mennesker, så de kunne få øjnene op for det, overgive sig til det, tro på det og leve efter det. For dér, hvor den tro får magt over et menneske, dér kan det menneske både bære sin egen svaghed og bære over med sin næstes svaghed. Dér, hvor den tro får magt, er vi i følge med ham, der i sin kærlighed aldrig vil slå hånden af os. Den kærlighed, der er stærkere end al magtudfoldelse, fordømmelse og død. Den kærlighed, der er så stærk, at den kan bede for sine mordere og sige: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”

Han er gået den vej til ende, som han måtte gå. Den vej, som han gik for os. Det er påskens trøst og håb. Derfor kan vi frimodigt følge ham. I sikker forvisning om, at selv om vi forude kun ser døden, så er vi alligevel i gode hænder, nu og altid. Det er budskabet om den kærlighed, som aldrig bliver træt, som aldrig udtømmes, men som håber alt, tror alt og udholder alt. Ja, den kærlighed, som Gud skænker – til os!


Billede:
Duccio di Buoninsegna (grundlægger af Siena-skolen):
Indtoget i Jerusalem; parti fra Maesta-alteret i Siena, 1308.