Kirkesiden

Her bringes artikler fra kirkesiden i Lokalavisen Nyborg. Den seneste kan læses herunder; en række tidligere artikler kan findes under Tidligere artikler.

Nyborgs nye sognepræst, Marianne Aagaard Skovmand

Marianne SkovmandI Bibelen fortæller Jesus i billeder om os mennesker og vort tilhørsforhold til Gud. Han fortæller bl.a. om hyrden og kvinden, der har det til fælles, at de ikke giver slip på noget, der har været i deres eje eller omsorg – men tværtimod sætter de alt andet til side for at vinde det tabte tilbage. De søger, til de finder, og når de finder, ja så glæder de sig og indbyder til fest.

Jeg kom til at tænke på de to fortællinger om hyrden og kvinden, der ikke vil slip, da jeg for nogen tid siden besøgte en Mor i en børnerig familie. Hun havde på forhånd fortalt mig, at hun var mor til fem, og hjemmet bugnede da også på det nærmeste af børn og af trivsel. Men hvor meget jeg end talte, fik jeg det kun til fire børn. Og spurgte derfor lidt forsigtigt efter nummer fem. Hun kiggede lidt overrasket på mig og sagde: ”Nå ja, du ser de fire – men egentlig er det fem. Den ældste har vi mistet. Han var dødfødt fra fødslen af.” Hun tilføjede ingen forklaring. Det var ligesom overflødigt. Her krævedes ingen yderligere ord, de havde mistet et barn, men alligevel hørte drengen med. Det lå i den rolige eftertænksomme, men fremfor alt naturlige måde, hun sagde det på. Lå i omsorgen for de fire andre og i hendes kærlige og absolutte måde at være til stede for sine børn. Drengen, de havde mistet, han var her endnu. Han var en del af flokken og helt og holdent omsluttet af sine forældres kærlighed. Og som menneske, som Mor og som præst blev jeg dybt berørt. For hendes bemærkning vandt genklang i mit eget liv, i oplevelser fra min barndom. Jeg genkaldte mig for det første de mange spadsereture til kirkegården, når vi besøgte mine bedsteforældre. Efter kaffen gik vi i samlet flok og som et fast ritual til kirkegården for at se til Bodils grav. Jeg erindrer fra mine tidligste år, ja fra før jeg for alvor forstod, hvad døden var, det korte, men hver gang højtidelige øjeblik, hvor min Morfar gjorde stop ved det lille lidt tilgroede barnegravsted, der var vores mål. Her stod han tavs et øjeblik, fjernede måske en nedfalden gren eller lidt ukrudt mellem stenene, og så gik turen ellers hjem. Til den varme stue, til leg og til de voksnes almindelige dagligdags snak. Bodil kunne være blevet min moster – men også mine bedsteforældre oplevede at miste et barn. Og mellem de to yderpoler: Ja uden hverken at glemme eller helt gå til i deres tab, levede de med deres savn og deres sorg.

Og hos mig barnet grundlagdes en dyb og inderlig forståelse af døden som et grundvilkår – døden som en del af livet, med alt hvad det nu bærer med sig. Og hvem ved, måske var oplevelsen også med til at præge mig i mit valg om at læse teologi.

1. august tiltræder jeg som præst hos jer ved Nyborg Kirke. Jeg glæder mig til at blive en del af arbejdsfællesskabet ved den smukke gamle kirke og til fremover sammen med min familie at blive en del af Nyborg sogn. Vores familie tæller to børn, Louis på 15, Sophie på 11 og gravhunden Lulu. Min mand Jens Schou, der i en årrække var docent ved Det Fynske Musikkonservatorium og før det soloklarinettist i Odense Symfoniorkester, virker i dag som freelance musiker. Der er derfor meget musik i vores hjem, som nok indimellem vil forplante sig til gudstjenester og andagter.


Marianne Aagaard Skovmand