Kirkesiden

Her bringes artikler fra kirkesiden i Lokalavisen Nyborg. Den seneste kan læses herunder; en række tidligere artikler kan findes under Tidligere artikler.

Storebælt

Af Mette Tikjøb Grymer

Storebæltsbroen

Foto: St.Hinni, Wikimedia Commons, CC BY-SA 3.0

 

”Det kunne lige så godt have været mig, der sad helt i front, som jeg gør ni ud af ti morgener.”

Sådan udtalte en pendler i avisen efter ulykken over Storebælt 2. januar. Som bekendt mistede otte mennesker livet, og ulykken har berørt og berører fortsat mange, ikke mindst ofrenes nærmeste. ”Livet kan mistes på et splitsekund,” lyder det ofte, og ja, det ved vi jo godt, idet sætningen tangerer en floskel. Men lige pludselig var den ganske sand og uhyggeligt tæt på.

Vi kan gå mange veje i et menneskeliv. Hver eneste dag vælger vi. Andre gange bliver vejene eller togvognene givet eller befalet os. Og ved et stadig nyt år og måske særligt med denne katastrofe in mente tænker vi over vejene, ad hvilke vi går. Vi tænker både på de fysiske – som togpendler eller cyklist, og vi tænker over de private – med arbejde og relationer. Er de gamle spor gode, må nye til? Kan vi minimere risici ved at ændre rute, eller skal vi sadle om?

I Bibelen hører vi om mange mennesker, der går ad veje for at møde Jesus. Mange er syge og ønsker hjælp, og fælles for dem alle er, at de alle har forladt deres trygge spor og er draget af sted på en for dem også risikofyldt færd. Nogle er måske rejst af pligt, andre af længsel. Pligten er velkendt, for vi skal på arbejde eller i skole, men vi kender måske også til længslen efter noget, der er større end os selv. Noget guddommeligt: Det er den, der gør, at vi søger mod kirken for at lade vores børn døbe. Det er den længsel, der driver os til at søge mysteriet i nadveren. Det er længslen, der gør, at vi finder stille stunder ude i naturen og inde i kirkens rum.

Uanset hvor meget vi forsøger at eliminere risikoen for skæbnesvangre tog, vil livet i sig selv altid være forbundet med vilkårlighed. Livet vil slutte for os alle. Sommetider meget før tid, mens uhelbredeligt syge kan vente utålmodigt på døden.

Når et barn bliver født, får det ikke en gps i dåbsgave, hvor målet er tastet ind, og den mest gnidningsfrie rute er valgt på forhånd, for ethvert liv vil altid være at befinde sig på en vej med ujævnheder og forhindringer, en sti med modstand og modvind. At leve sit liv var, er nu og vil altid være en søgende, kæmpende bevægelse fremad. Og i glimt vil livet for nogle til tider også være ganske let og lykkeligt.

I dagligdagen skænker mange ikke Gud så mange tanker. Det er naturligt sådan. Men når vi når til den største glæde, så kan vi have brug for et rum, der er større end det moderne samtalekøkken. Og ligeledes, når vi mister en elsket, eller når vi har katastrofen på Storebælt tæt på, så kan vi have brug for noget andet og større end en venlig anden, der siger, at det hele nok skal gå. Så kan vi tværtimod blive trøstet af Guds ord inde i vores gamle kirke, om at Gud er med os, og vi får lov at håbe, at Gud også er med de otte omkomne.

Gud er ingen Julemandsgud. Intet liv – heller ikke med tro og med Gud – er risikofrit, men Gud vil, at vi skal tage livet på os med Gud som trøst og som støtte. Så vi trodser angsten for at leve og byder trangen til at ligge hjemme i fosterstilling imod.

Det er med det Gudsgivne mod, at vi skal gå ud på alle vore veje med den risiko, der er forbundet med blot at trække vejret. For det er samtidig også derude, at det gode liv er: Med de mennesker, vi holder af, med dybe samtaler og smukke minder, der er med til at tegne vores liv, og som giver saft og kraft til det. Og det er naturligvis en trossag, men uanset om vi vælger at gå til højre eller til venstre, så er Gud med os. Hans trofasthed varer til evig tid, lyder det. Også hvis vi kommer ned ad farlige veje, der fører til kaos og anfægtelse.

Lad os gå ud på hver vores veje! Gud går med os og har endda kraften til at bryde dødens magt, fordi vi tror på, at den dag, vi dør, så er Gud også med os lige dér og herefter.