Næste

Af Ida Korreborg

 

”… og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.”

Dernæst kommer: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Intet andet bud er større end disse.


Markusevangeliet, kap. 12, vers 30-31

 

”Duer ikke – væk!” siger prinsessen i Klods Hans. Man kan næsten se hende swipe videre på en datingportal. Ingen er perfekte nok; alle virker kedsommelige eller bare uinteressante efter en tid – så videre – næste…

Vi lever i valgmulighedernes tid; ikke bare når det kommer til partnere, men også i forhold til uddannelse, job, venner og selvpromovering. Vi vælger selv de perfekte rammer om vores liv og gør os store anstrengelser for at fravælge alt, der ikke passer ind i det setup, vi har lavet omkring os selv.

Det kan der jo siges gode ting om – især set i lyset af den ufrihed, der har kendetegnet så mange liv førhen og såmænd også i dag rundt om i verden.

Men med det frie valg på alle hylder følger også mangel på rodfæstethed. Både i samfundet og i de private cirkler. Når vi selv vælger alle vores relationer til andre på samme måde, som vi blander vores favoritgodtepose, sorterer vi også nemt samhørigheden fra – fællesskabsfølelsen over for dem, vi ikke aktivt har valgt til. Dem vi fravælger som ligegyldige eller ligefrem som usynlige.

Men vores verden bliver mindre, når vores forståelse og interesse for vores medmennesker – vores næste – skrumper ind. For jo mere man centrerer om sig selv, jo mindre udsyn får man.

For nylig var der en undersøgelse, der viste, at flere og flere ægtepar søger hjælp, fordi deres mobiltelefoner har overtaget den plads, hvor fællesskabet og nærheden skulle være. På de sociale medier slipper man jo for det hjemlige kævl og diskussioner og behøver ikke tage stilling til andet end det, man selv udvælger efter en travl dag på jobbet.

I træningscentret behøver man ikke tale med nogen, for man kører sit eget program med høretelefoner i ørerne, så verden ikke forstyrrer.

På stationen ser du ikke den kvinde, der godt kunne have brug for hjælp med barnevognen, eller den ældre herre i bussen, der godt kunne bruge din siddeplads, fordi du har telefonens skyklapper oppe til at spærre for udsynet til det udenom.

Ikke af ond vilje, men fordi du har valgt din egen verden, selvom resten af verden er lige foran dig.

I Det Nye Testamente er ”din næste” altid det andet menneske. Altid nogen uden for dig selv. Og din vigtigste betydning i den store sammenhæng er som medmenneske. Det er den bærende idé: Elsk din næste – og ikke udelukkende dem, der elsker dig tilbage. Luk dine øjne op og se den sammenhæng, du er sat i. Hav dine antenner ude, kunne man også sige.

For det er i sammenhængen med verden og andre mennesker, man også kan få øje på sammenhængen med Gud. Vi er ikke alene om verden. Ja, uden fællesskab og samhørighed uden for mig selv, har jeg reduceret mig selv fra det, jeg oprindeligt var – en del af et meningsfyldt hele.

I det meningsfyldte hele bliver vi frigjort fra os selv, som det hedder i bibelsk terminologi. Vi bliver Næste til Gud og næste for hinanden.

Men mindre kan også gøre det i det daglige. Vi kan gøre os umage med at se hinanden – også når vi har travlt. Tage en snak med ham den anden, der venter på bussen; trøste den fortravlede kassedame med et smil; spørge den indelukkede nabo, om han har brug for hjælp med hækken; hilse på hende, der sveder på løbebåndet ved siden af dig – også selv om hun har høretelefoner i ørerne; måske tager hun dem ud for at høre på dig.

Næstekærligheden begynder med åbenhed over for dem, man møder – også dem man ellers havde lyst til at feje til side med et ”Duer ikke – væk! Næste…”

Gå tilbage