Åbne døre

Af Marianne Aagaard Skovmand, sognepræst

 

Vor Frue Kirke

 

Der er en fortælling om en flygtning. En ung kunstner, som er på flugt og derfor ikke længere føler, at hun har hjemme noget sted i verden. Hun møder på sin vej en gammel og vis mand, som siger til hende: ”Det vil ikke vare længe, førend du trænger til at hvile dig i et hus. Men i alle de huse, som du kommer ind i, vil folkene spørge dig, hvem du er, og jeg tror ikke, at du vil sige, hvem du er.” Den unge kunstner svarer fortvivlet: ”Jeg kan ikke sige, hvem jeg er.” Og til det siger den gamle mand: ”Jeg kender kun ét eneste hus, hvor folk kan gå ind, uden at man spørger dem, hvem de er – og det er en kirke. De er mærkelige huse. For de bliver kaldt Guds huse, og dog er deres døre er altid åbne for mennesker, og derinde er stole sat frem for mennesker at sidde på. Og inderst inde er der en, som venter på, at vi skal komme.”
Det er en smuk og stærk lille fortælling, synes jeg, om kirken og troen som fundament i vore liv. Og om at ligegyldig hvem man er, og hvor man kommer fra, er kirken et sted, man har lov at føle sig hjemme. Den er fortalt af Karen Blixen og her frit citeret.

Konfirmander er som bekendt, i den alder vi som præster møder dem i, som de teenagere de er, ”under ombygning”. Det er ikke altid, man er helt klar over, hvor meget man lige brænder igennem med alt det, man som præst kan synes, de kære unge mennesker helst skal vide om kristendommen inden den store dag, konfirmationen, hvor man lægger hånden på deres hoveder hver især og velsigner dem. Men indimellem tænker jeg, kan den helt særlige stemning, som er i kirkerummet, der jo netop helt fra gammel tid er bygget til andægtighed og eftertanke, måske bedre end en selv få de unge konfirmander i tale. Det kan være en tidlig vintermorgen, hvor man mere eller mindre søvndrukken begynder konfirmationsforberedelsen i kirkerummet, er stille sammen måske, eller lytter til musik og iagttager lysets tilbagekomst gennem glasmosaikken over alteret.

Karen Blixen, som altså digtede historien om den unge kvinde, der fik anbefalet at søge tilflugt i en kirke, fik aldrig selv børn, men alligevel var der et barn i hendes liv, drengen Nils, hvis mor var husbestyrerinde for Karen Blixen. Vi er her tilbage i 1950’erne, længe før der var tænkt på iPad, mobiltelefon og SFO – alt det, som fylder i et barneliv i dag, og Nils tilbragte meget tid sammen med baronessen, som Karen Blixen jo blev kaldt. Og da Nils blev konfirmeret, holdt Karen Blixen en tale for ham – hvor hun blandt andet sagde sådan her:

”Når du Nils vågner i morgen og tænker tilbage på i dag, når dine tanker senere hen, et langt liv igennem, vender tilbage til din konfirmationsdag, så hold dem en tid på denne stund i kirken. Og lad ikke vejen mellem kirken og dig gro til med græs, gå tilbage til den og ind ad dens dør. Hvis du har et valg at træffe, en beslutning at tage, så gå derind og sid ganske stille derinde.”
Så vidt Karen Blixen til Nils.

Jeg håber også for ”mine” konfirmander og alle årets konfirmander, at konfirmationsdagen vil blive en, som I vil tænke tilbage på med glæde – og højtidelighed. Og også med Karen Blixens ord – at der ikke gror alt for meget græs på jeres vej til kirken fremover – og I fortsat vil se den som jeres hus og jeres sted. I er hver især, med Grundtvigs smukke og gamle udtryk, dens levende stene.
Tillykke til alle konfirmander!

Gå tilbage