Gud er den, der tænder lyset.

Af Marianne Aagaard Skovmand

 

Basilica di Sant' Apollinare

Solopgangen fra det høje. Ordene går rent ind i sindet her i disse korte dage, hentet som de er fra Lukasevangeliet, som en del af adventstidens tekster.

Det er livsbekræftende, ja, livsaligt. Som en hilsen fra lysets hjem og lysets Far, som et forvarsel om den vår, som skal komme. Lyset er afgørende for vores velbefindende. Mange får i denne mørketid depressioner, som ofte kureres ved netop behandling med lys. Alle kender til den næsten overstadige livsglæde, som kan gribe én, når solen skinner fra en skyfri himmel.

Lys, lyst og livsglæde er forbundne kar; de hører sammen. Solopgangen fra det høje. Det er ikke blot en poetisk udtryksmåde, men en Messiasbetegnelse og i evangeliets sammenhæng et billede på Ham, som kaldte sig selv verdens lys, og hvis komme adventstiden peger frem imod. Han er Guds livgivende lys, der skinner i mørket. ”I ham brød lyset frem/ midt i den mørke vinter/ om nat ved Betlehem” som vi synger det i salmen ”En rose så jeg skyde”. Vi, der lever i mørket og dødens skygge, er afhængige af, at lyset og livet kommer til os udefra. Gudsbeviser har man kendt op gennem det meste af kirkens historie – mest kendte er nok de, hvor det rammer det filosofiske, og hvor man med forskellige læresætninger forsøger at forklare og bevise Guds eksistens og hans betydning for verden. Indimellem så spidsfindigt formuleret, at man næsten kan komme til at trække på smilebåndet.

Men Gudsbeviser kan også dukke op dér, hvor man måske ikke lige venter det. Jeg havde for ikke mange måneder siden lovet at læse et brev op ved en bisættelse. Det var skrevet af en ung pige til hendes Farfar. Der havde livet igennem været særlige bånd knyttet mellem de to – og nu lå det hende på sinde med egne ord at få sagt et varmt og et kærligt farvel til sin Farfar. I brevet får hun udtrykt blandt andet sin sorg og smerte over tabet, og så erindrer hun, den unge pige, en episode fra sin barndom. Hun var lige begyndt i skole og havde netop lært at læse. Og om eftermiddagene læste de to, Farfar og hun, sammen i Bibelen. En dag spørger hun, som hun fortæller i brevet, sin Farfar, om han mon tror på Gud. Og hun oplever, at der går meget længe, inden han svarer sit barnebarn med ordene: ”Jeg tror, at når det er allermørkest indeni, så er det Gud, der tænder lyset.” Hun slutter brevet sådan her: ”Som syvårig har jeg ikke forstået meningen med de ord Farfar, men det gør jeg nu, og jeg ville ønske, at du vidste, hvor ofte jeg har tænkt på det, og hvor mange gange det har hjulpet mig.” Sådan slutter hun brevet. Gud er den, der tænder lyset. Og hjælper os også med at tænde det for hinanden.

Glædelig advent.

 

Billede:
Guldbelagt glasmosaik fra 6. årh. fra apsis i Basilica di Sant’ Apollinare i Classe, Ravenna, Italien.

Gå tilbage