At gå langsomt gennem dagen.

Af Marianne Aagaard Skovmand

 

Forårsskov

Foto: Old Dane, Wikimedia Commons, CC BY-SA 4.0.

 

Kaffepausen er vigtig, stod der for nylig som overskrift i min avis. Kaffepausen er vigtig, hvorfor nu det?

Ja for pausen er også stilhed – et mellemrum. Mellem noget andet, noget af alt det vi lige skal nå, standser vi op, åbner os op for noget andet; noget måske der er større end os selv.

Herre, forbarm dig over os.
Giv os mod.
Lær os at stoppe op
og gå langsomt gennem dagen,
så vi får øje på det forunderlige underlige liv,
du har skabt;
og dets mangfoldighed af mennesker,
du har skabt.
Giv os tiden tilbage,
så vi igen får tid til et smil, et knus, et kys,
tid til at være sammen med dem, vi elsker,
og dem, der nu kalder på os og har brug for os.
Gør os beredte til alt det, du vil med os.
Lad det ikke være for sent.

Sådan kan en moderne bøn lyde som et bud på en bøn ikke kun til brug i gudstjenesten, men også til hverdagen og det private brug. Og der er i vores tid interesse for bøn. Det fremgår ikke bare af bogen, den er hentet fra, Bøn for livet, men også af flere andre bøger skrevet af og til mennesker af i dag.

”Hvis jeg i dag skulle begynde forfra som lærer og stod med en førsteklasse, som jeg skulle følge dag for dag året igennem, ville jeg prioritere det højest at lære dem stilhed.” Sådan taler en lærer og præst, der nu er gået på pension. Og tager, uden dog at gøre det til rendyrket romantik, udgangspunkt i sin egen opvækst på landet, hvor der – meget modsat et moderne børneliv – var masser af oplevelser i naturen, masser af ro og ensomhed, masser af stilhed. Og dermed også rum for fordybelse og bøn.

En bøn, siger én et sted, er ikke bare nogle ord, men et menneske. Et menneske er en bøn. Når et menneske er ulykkeligt og ikke kan holde livet ud, beder det med hele sin eksistens om hjælp. Selvom vi ikke formulerer det, ligger der altid en bøn i vores samvær. Tag mig for gode varer… Elsk mig som jeg er.

Jesus taler også om bøn i Bibelen. Med Fader Vor lærer han os at bede. Andre gange beder han for os. Et af de allerstærkeste og smukkeste eksempler finder vi i Johannesevangeliet, i den tekst, der nok bedst kendes som den ypperstepræstelige bøn. Den kaldes sådan, fordi Jesus her går i forbøn for os mennesker. Far! Jeg beder for dem, siger han. Ikke for verden, beder jeg. Men for dem du har givet mig. Bønnen, Jesus beder, er altså på én gang direkte og helt konkret. Og viser, at Gud er en, vi kan bede til og med helt almindelige ord fortælle, hvor svært det hele kan være. Og bønnen har vi som det, der bygger bro mellem os og Gud. Et troens åndedræt.


Gå tilbage