Verden set fra mit akvarie

Tintoretto Opstandelsen

Mon ikke påsken med dens utrolige historie giver anledning til selvransagelse for andre end præster, der skal skrive om den? For hvordan finder man mening i det uforklarlige? Eller som Grundtvig spørger i sin salme ”Påskeblomst”: ”Er det virkelig sandt?” Kan det virkelig passe, at livet kan sprænge graven?  Og hvordan skal vi forholde os til noget så uhåndgribeligt?

Det vi ved om livet, ved vi nedefra. Vi står midt i det, og vi er ret gode til at betragte det og forstå det. Vi kender livets byggesten til de mindste bestanddele og kan forklare årsag og virkning fra yderst til inderst. Vi prøver sågar at begribe det uendelige univers, når vi kigger op.

Men som akvariefisk ved vi ikke meget om, hvad der er udenom vores virkelighed; hvad der er før eller efter bag glasset. Vi kan følge tidens gang fremad og se, at livet er en cyklus af opblomstring og forfald – forår og vinter – fødsel og død. Det er et verdensbillede, vi kan forstå og erkende med fornuften og sanserne. Og i det lys kan vi i glimt genkende skabelsens Gud bag det hele. Men det er en livets Gud på godt og ondt, hvor liv og død hører ubrydeligt sammen – en Gud uden medlidenhed, for det er en Gud uden påskemorgen.

Hvis vi nu, som resten af skabningen, var ren natur. Hvis vi uden tøven fulgte livets vej fremad: galaksernes rotation, DNA-strengenes snoede vej ind i evigheden, så kunne vi have ladet os nøje med det. Vi kunne have glædet os over vores beskedne plads i Guds plan som arvemateriale for de næste slægter.

Men vi er ikke ren natur. Ja, vi består af genbrugelige naturmaterialer – atomer og grundstoffer – og ja, vi er også brikker i naturens orden og må dø som den.

Men vi er også noget mere. Vi har fået en evne til at ville mere end bare følge naturens vej. Vi består også af håb og længsel. Vi består af kærlighed, der varer længere end tiden.

Når vi står med et nyfødt barn i vore hænder, er naturens orden ikke nok for os, fordi kærligheden vil mere og ser længere. Og når vi mister en, vi elsker – en, der betød mere end bare en byggeklods i naturen – så kan vi mærke, at det ikke kan være det hele. Vi fornemmer en verden uden for akvariet.

Men vi kan ikke selv bryde grænsen til naturen ned – lige så lidt som fisk kan trænge ud af deres tank. Men det kan Gud. Med påsken brød Han hul i tidens kværnende hjul; Han brækkede naturens orden op og rakte ind efter os, fordi vi – af alle skabte væsner – ikke kan forlige os med dødens og naturens vilkår.

Da kvinderne stod ved graven den søndag morgen for så længe siden, blev de fyldt af frygt og glæde. Og det er en følelse, der siden har fulgt påskeunderet: Frygt og glæde. Frygt over, at virkeligheden ikke var så firkantet, som vi gik rundt og troede – frygt over, at vi alligevel ikke kan forstå det hele. Men også en jublende glæde over netop det – at der er et hul ud af den verden, vi er låst fast i.

En glæde vi mærker, når vi ser et glimt af, at Gud er mere end bogholder for naturens orden, men vil os med en vilje, der bryder selv de mest ukrænkelige naturlove. Og at han befrier os fra hans egen skabelsesorden ved at løfte os over dødens tærskel og ud i en større virkelighed uden for vores erkendelsesgrænse.


Ida Korreborg


Billede: Jesu opstandelse.
Maleri af Tintoretto (1519-1594)

Gå tilbage