Undskyld

Syndefaldet og uddrivelsen af paradis

Hvor ofte hører man egentlig en kendt, ansvarsbetroet person, som f.eks. en politiker, sige undskyld? Nej, vel – kun yderst sjældent (og da under kæmpestor mediebevågenhed), om overhovedet! Og som vi alle ved, så er det jo nok ikke, fordi der ikke bliver begået eller taget fejl – for det gør der selvfølgelig overalt, hvor der skal træffes store beslutninger. Men næsten uanset hvor indlysende fejlene og fejltrinnene er, ja så er netop ordet undskyld et ord, rigtig mange vil gøre næsten hvad som helst for at undgå at tage i deres mund.

Og at det ikke kun gælder for politikere og andre beslutningstagere, men derimod gælder for os alle, ja det er faktisk en af Bibelens allerældste påstande. For det var præcis den samme modvilje mod at sige undskyld, som også greb Adam og Eva, efter de havde spist af kundskabens træ. For dels så forsøgte de ikke bare at gemme sig, men de begyndte også, da de blev udspurgt om deres fejltrin, at komme med søforklaringer, som kort fortalt gik ud på at skyde skylden på andre end dem selv.

At det er så vanskeligt for os at indrømme vores fejl, hører dybest set til et af menneskelivets helt store mysterier. For hvorfor i alverden er det så svært at indrømme, at man har begået en fejl, når det nu er så oplagt, at man faktisk har gjort det? Hvorfor gøre alle mulige krumspring for ikke at sige det allermest indlysende og tilmed det allermest befriende – undskyld!? Ja, det korte svar er nok det samme, som også Det Gamle Testamente giver, nemlig at det skyldes frygten for på den ene eller anden måde at blive forstødt, sådan som også Adam og Eva blev forstødt fra Edens have.

Desværre tyder alt på, at denne ”gammeltestamentlige” frygt fylder alt, alt for meget i vores tid. Frygten for at træde ved siden af, frygten for at gøre det forkerte og i det hele taget frygten for at indrømme sin egen – og andres! – grundlæggende fejlbarlighed.

Derfor har der, hvad den frygt angår, sjældent været mere brug for at lægge ører til verdens mest befriende budskab – evangeliet! For intetsteds lyder budskabet stærkere end netop her, at ingen af os har noget at lade hinanden høre. For alle er vi, målt på den størst tænkelige målestok der findes – Guds kærlighed – akkurat lige fælles om at være uperfekte og fejlbarlige. For som Jesus afslører og påpeger igen og igen, så er den afgørende, guddommelige målestok ikke anlagt på det ydre (hvilket vi jo har almindelige love og regler til), men derimod på det indre – på vores intentioner, tanker og følelser. Og der hører alle store forskelle op, for der er vi alle lige store fjumrehoveder. Men Jesus påpeger også noget andet og mindst lige så afgørende, nemlig at selv om ingen af os er perfekte og ufejlbarlige, ja så skal vi af den grund ikke frygte at blive forstødt. For den kærlighed, der afslører os, er samtidig en kærlighed, der nægter at lade os alene, men som følger os, sådan som en forælder følger sit barn. Og det gør den naturligvis ikke med det formål at give os carte blanche til at være ligeglade og lade hånt om regler og god opførsel. Nej, den gør det for både at skænke os og at lære os overbærenhedens nådegave. Den overbærenhed, vi alle har brug for, sådan at frygten ikke skal styre vores liv. Og et godt sted at starte, ja det kunne i høj grad være ved at lære at sige undskyld og da finde ud af, at det går verden ikke under af. Det gør den kun desto mere menneskelig at opholde sig i.


Christian von Tangen Sivertsen


Billede: Syndefaldet og uddrivelsen af Paradis. Fresko i Det Sixtinske Kapel af Michelangelo, ca. 1509.

Gå tilbage