Nytårsforsæt – tal om tro og livsmod

LivstræskorsetJesus taler et sted i Bibelen med sine disciple om tro. Har I – siger han – en tro bare i det mindste som et sennepsfrø, så kan I gøre det umulige.

Og er der noget, der kendetegner et sennepsfrø – ja så er det jo, at det er så lillebitte – næsten som et sandskorn. Det syner ikke af meget mere! Men der er kraft i det. Jeg fik for mange år siden foræret en lille håndfuld sennepsfrø af en nonne, som jeg faldt i snak med på Oliebjerget i Jerusalem. Og jeg har dem endnu de frø eller rettere deres efterkommere, hvis man da kan sige det om frø. Hvert forår sår jeg dem og følger processen: det lillebitte frø lægges i jorden, viser sig som en lille spire først, og en stor og kraftig plante vokser op.

Hen over sommeren får sennepsplanten de smukkeste gule aflange klokkeformede blomster, der igen bliver til frøkapsler, og heri er nye sennepsfrø.

Når det er tid, høster jeg frøene og undrer mig hver gang over, hvordan noget så diminutivt kan blive til noget stort, kraftfuldt og smukt.

Og sådan kan det også være med troen i vore liv. At den er som et koncentrat, et lille spirende frø måske, fylder ikke meget, og hvor og hvornår, den første gang er sået i vore liv, er vel ikke det afgørende. Det er derimod, om vi har opmærksomhed på den og drager omsorg for dens vækst.

Og en af de måder, vi kan gøre det på, er faktisk at tale om vores tro. Sætte den i tale både for os selv og for hinanden. Og så mærker vi måske, hvordan vores individuelle fortælling om tro og tvivl, for den hører med, og vores hver især større eller mindre ballast af livsmod altid har lod og del i en større fælles fortælling.

Det er måske en af de allerbedste måder, vi i vores moderne tid kan være der for hinanden på. Og vi ved det godt, tænker jeg, at der sker noget med os, når vi deler vores fortællinger, små som store, med hinanden.

Men ofte har vi måske for travlt, måske handler det også om blufærdighed. Hvordan går det, spørger vi, når vi mødes. Og alt for ofte lyder svaret. Jo jeg har nok at se til. Jeg har så travlt. Der stopper så samtalen, og vi nøjes måske i vores mere eller mindre indbildte travlhed med de fortællinger, medierne gengiver, og sidder hver for sig og kigger på dem i stedet for.

Og vi glemmer måske, at det, som Jesus prøver at forklare disciplene, også gælder os. At det er med det livsmod og den tro, vi hver især har, uanset hvilken størrelse den så måtte have, at den er som et lille lys, der skal vidne om et stort lys.

Det lille sennepsfrø, der lægges i jorden, det omgives af mørke og må gå igennem mange processer, før det trænger gennem mørket og sprænger sig vej op i lyset. Men op kommer det, for det har alt det i sig, som skal til, for at det kan vokse sig stort. Det er alt sammen nedlagt i frøet fra begyndelsen. Netop som en slags essens. Når vi begynder at fortvivle over alt det, vi ikke selv formår, og vores mangel på tro, så minder Jesus os om, at troen ikke er noget, vi selv skaber, ikke er noget, som kan måles eller vejes eller på nogen måde ses. For som det er med frøet, er det også med os og vores tro.

Godt nytår!


Marianne Aagaard Skovmand

 

Billede: ”Livstræskorset”. Alterkorset i Nyborg Vor Frue Kirke af Maja Lisa Engelhardt, 2011.
Foto: Ard Jongsma

Gå tilbage