Hvis I ikke bliver som børn

Den gode hyrde

 

Al kappestrid handler om at være først, størst og bedst. Det er drivkraften i vores samfund, hvad enten det er i sport, i erhvervslivet eller i politik.

Sådan var det også blandt Jesu disciple: ”Hvem er den største i Himmeriget?” spurgte de. Til deres store overraskelse svarer Jesus ved at kalde på et lille barn, som han stiller midt iblandt dem: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig!”

Hvorfor peger Jesus på et lille barn? Det gør han, fordi det lille barn intet er i kraft af sig selv. Det er totalt overladt til, at nogen tager sig af det. Får det ikke mad, forkrøbles det på legemet, og får det ikke kærlighed, forkrøbles det på sjælen. Barnet selv kan hverken gøre fra eller til. Det lever i tillid til forældrenes kærlighed og omsorg uden at spekulere på, om det nu også har fortjent den.

Sådan skal det også være iblandt jer! Også I skal leve i tillid til Guds kærlighed og omsorg uden at spekulere på, om I nu også har fortjent den. Det er at leve i tro!

Vi bliver vist hen til det lille barn, som fik del i Guds rige alene på grund af Guds kærlighed til det. Og så følger formaningen: Ligesom Gud har taget sig af os, sådan er vi også skyldige at tage os af hinanden. Og vi har et ansvar for, at vi ikke forleder den usikre eller tvivlende til at give slip på det, der skulle holde ham oppe, at vi ikke lader ham gå til i afmagt og selvforagt. Når Gud ser det mest hjælpeløse og forkomne menneske som sit kære barn, hvordan kan I så tænke og mene, at der er mennesker, der ikke er værd at samle på?

Jesus advarer imod den afstumpethed og selviskhed, der altid giver sig udslag i magtsyge. Magtsygen sniger sig ind alle steder. Det kan være børn, der mobber en svag elev i klassen. Eller det kan være en leder, der mobber én af de ansatte. Eller det kan være den fromme kristne, der ser ned på den, der har svært ved at magte sit liv.

Jesu lignelse om det fortabte får fortæller om hyrden, der forlader 99 får i ødemarken for at lede efter det ene får, der har forvildet sig væk. Og hvis han finder det, glæder han sig mere over det ene end over de 99. ”For det er jeres himmelske Fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.” Lignelsen indskærper det, der ligger i ordene om, at vi skal se til, at vi ikke ringeagter de små – hvad enten de er det bogstaveligt eller socialt. Lignelsen om det fortabte får handler om kærlighed som hengivenhed, omsorg og solidaritet med de mennesker, der krydser ens vej. På den måde står lignelsen som Guds tilsagn til os og som hans tilrettevisning af os på én og samme gang.

Og det er jo kernen i den kristne tro: at begge dele – både tilsagnet og tilrettevisningen – bliver stående, og begge dele hører uløseligt sammen, hvor gode eller dårlige vi ellers er til at høre det.


Hans Bredmose Simonsen

Gå tilbage