Nadver

Den sidste nadver

For mange mennesker er det temmelig grænseoverskridende at gå til alters. Det er for tæt, det er for de særligt indforståede. Og det er rigtigt. Det er tæt. Måske det led i gudstjenesten, hvor de fleste føler sig tættest forbundne med Gud. Men det er ikke for de særligt indforståede. Nadverbordet står dækket for alle, der vil deltage. Her har alle den adkomst, vi fik i dåben.

Nadveren er en gentagelse af det måltid, Jesus delte med sine disciple skærtorsdag aften. Efter gammel skik sad de til bords for at spise det jødiske påskemåltid til minde om Israels udfrielse fra slaveriet i Ægypten. Og så er det, Jesus forvandler det gamle påskemåltid. I stedet for de ord, som ellers lød til ihukommelse af, at Gud udfriede sit folk fra Ægypten – tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag dette og spis det; det er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; det er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette til ihukommelse af mig.”

Sådan begyndte det. Og siden har menigheden gentaget dette måltid. I begyndelsen som rigtige middage, hvor hver familie tog mad med til eget forbrug.

Vores nadverpraksis med den lille sjat vin og de små oblater er ofte blevet kritiseret for at være for klinisk. Men den er faktisk ikke så tosset. Måltidet er ikke den store kulinariske oplevelse, og netop derfor træder ordene så meget tydeligere frem: ”Dette er mit legeme og blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse! Spis og drik til ihukommelse af mig!”

Disciplene omkring det første nadverbord har sandsynligvis ikke forstået så meget af det. Men måske har de oplevet og mærket på deres krop, at han i denne skæbnetime bandt sig til dem og knyttede et fællesskab med dem, stærkere end de nogensinde havde oplevet det før. Han gav sig selv – til dem! Det er mit legeme! Det er mit blod! Jeg vil dø for jer!

De forstod det ikke. Men måske sansede de, at det var en overvældende kærlighedserklæring, de modtog. Ja, den største kærlighedserklæring, der nogensinde er udtalt. Alle fik del i den, også de, der flygtede og fornægtede ham, ja, selv Judas!

Jesus opretholdt fællesskabet, da han gav sig selv til dem i den nat, han blev forrådt. Derfor er nadveren heller ikke kun et minde om, hvad Jesus engang har gjort. Den er også en forkyndelse af hans fortsatte nærvær og velsignelse. Dette er mit legeme og blod. Sådan taler Gud til os ved det tegn, som nadveren er.

Tegnet er ringe og uanseeligt. Et stykke brød og et bæger vin. Men det rummer i sig en virkelighed, der er større end nogen anden, en tale fra Gud til os, stærkere og mere indtrængende end nogen anden. Dette brød er Kristi legeme, som gives for os. Denne vin er Kristi blod, som udgydes for os til syndernes forladelse. I brødet og vinen, i disse tegn, forkyndes Guds kærlighed til verden, til os – en kærlighed, der består, på trods af forræderi, synd og død.


Hans Bredmose Simonsen


Billede:
Duccio di Buoninsegna: Den sidste nadver; billedfelt fra bagsiden af Maestà-alteret i Siena, ca. 1308.

Gå tilbage