Søndag – den første dag i ugen

Solopgang

De fleste vil nok mene, at den første dag i ugen er en mandag. Men det er faktisk ikke rigtigt. Den første dag i ugen er derimod en søndag – sønnens dag. Den dag, der er opkaldt efter Jesus Kristus, Guds søn, fordi det var på den dag, påskedag, han opstod fra de døde. Som der står i Lukasevangeliet: ”På den første dag i ugen kom kvinderne til graven”, hvor de om Jesus får at vide, at ”han er ikke her, men han er opstanden!”

Det er den dag, vi i den kristne verden har gjort til vores hviledag, i modsætning til jøderne, hvor det er fredag-lørdag, sabbatsdagen, der er ugens hviledag, fordi det ifølge Bibelen var på den 7. dag, Gud hvilede efter sin skabelse af verden.

Med vores søndag siges det dermed temmelig tydeligt, at vores helligdag ikke er en dag for afslutning, men derimod en dag for begyndelse. Søndag sker der med andre ord noget så afgørende nyt i Guds fortsatte skabelse af verden, at den bliver begyndelsen på en helt ny måde at opfatte verden på – og til en helt ny begyndelse for hver evig eneste uge!

En måde, hvorpå Gud tilkendegiver over for verden, at Gud ikke kun er at finde i historien og aldrig kan indskrænkes til kun at skulle findes i noget færdigt og afsluttet. Nej, Guds guddommelige væsen er af en så indgribende og omfattende karaktér, at det simpelt hen ikke kender nogen grænse – hverken i tid eller i sted. Det giver sig først og fremmest til kende ved altid at begynde – og gøre det selv der, hvor alt ellers synes uigenkaldeligt afsluttet – i dødens og gravens mørke, til liv og lys på ny!

Det er den begyndelse, vi i påsken fejrer overalt i den kristne verden. Og gør det, vel at mærke, som en begyndelse, der ingen ende vil tage! Som finder sted ikke bare i påsken, hvor vi fejrer dens stiftelse, men hver eneste dag og hvert eneste sted, hele tiden, uafbrudt.

Derfor kender påsken ikke nogen bedre årstid end det forår, hvori den altid fejres. For hvis der er en årstid, der mere end nogen anden demonstrerer, hvordan den guddommelige skabelse er uophørlig, ja så er det foråret med dets overvældende og eksplosive livskraft. For netop i foråret er vi vidne til et drama af kosmiske dimensioner – lysets komme og livets genkomst! Fra bitte små frø, fordybet i jordens mørke og dybe gemmer, strider den ene bladstængel efter den anden sig vej op mod lyset, mens fugle i tusindtal ankommer til landet – for nogles vedkommende efter at have stridt sig vej så langt væk som fra Sydafrika!

Dramaet udspiller sig hvert eneste år, og det minder os alle om, hvordan livet på ingen som helst måde bare giver sig selv, men tværtimod kommer til os som en ny begyndelse og som det skabelsesunder, vi alle er en del af!

Og som påsken hører hjemme i den årstid, hvor alt begynder, ja således hører den altså også hjemme på den dag, hvor hver eneste af årets 52 uger begynder – om søndagen.

Den dag, hvor vi i hele den kristne verden fejrer, at der altid er en ny begyndelse til hver og en af os. En begyndelse, der kommer med livet selv, og som giver os mulighed for at gå hen i kirken og takke Gud for, at vi alle, på trods af alverdens fejl og mangler, på trods af svigt og selvoptagethed, ja, på trods af alle tænkelige afslutninger, ikke desto mindre får lov til at begynde igen.
Begynde på en helt ny uge. Begynde på et helt nyt liv – Guds liv til os!


Christian von Tangen Sivertsen

Gå tilbage