Det uperfekte liv

Efter hver juleferie besvares mange opkald fra såvel børn som voksne, da julens højtid ikke blev, som de havde håbet. Uenigheder, der måske har været holdt i ave i travle hverdage, brød ud i lys lue, og det er nu svært at se en udvej fra den tumult, stridighederne har afstedkommet.

Det er nemt at være lykkelig. Den lykkelige spejler sig med lethed i samfundet, i musik, litteratur og kunst. Men i forhold til de udfordringer, som ethvert liv også byder på: usikkerhed, svigt, fortvivlelse og dødsfald, er det ikke altid ligetil at genkende sig selv og hente mod i den foreliggende kunst. Hvad andre har skrevet og udtrykt om ulykke hjælper ikke nødvendigvis den, der er havnet i suppedasen, og den ensomhed, disse vilkår kan medføre, kan føre til depression.

Det er tungt. Ikke kun for den pågældendes arbejds-, ægtefælle- og forældreduelighed, men for hele livets modus.

KirkerumGudstjenesten er for det menneske, der mærker livet, og som mærkes af det.

Og indrømmet: sognets højmesse er for de færreste et sted, hvor man ved første færd føler sig hjemme: Man bedes rejse sig på bestemte tidspunkter. Man opfordres til at bekende i kor (og hvor ellers siger vi noget i kor, andet end da vi terpede den lille multiplikationstabel i et hedengangent klasselokale). Salmerne, der synges, synes høje i tonelejet, ved første øjekast virker de bedagede, fyldt med ord, vi hverken benytter længere i skrift- eller talesprog. Men måske kan man på den lange bane, ved at blive fortrolig med højmessen, ved at vende tilbage og give den en chance, komme til at holde af den, måske ligefrem blive lidt glad for de store ord, der ved nærmere eftersyn måske ikke virker for store, hvis vi vover at lytte og tilsidesætter blufærdigheden og synger med.

Gudstjenesten tager det modne menneske alvorligt.

Det komplicerede, komplekse og facetterede liv.

Kristendommen fjerner ikke smerten, men den peger på en anden virkelighed, som ikke foregiver, at livet er en let størrelse, og at hvis vi blot tager os sammen, så bliver vi lykkelige til sidst. Sådan går det ikke altid, for livet er intet eventyr. Men kristendommen peger tværtimod på et lille barn i en krybbe langt ude på landet, der igennem sit liv kendte til sårbarhed og skrøbelighed. Guds Søn er der på linje med os. Et barn, der som voksen kæmpede i ord og gerning, men som til sidst døde på et kors til spot og spe i Jerusalems udkant.

Det er, hvad kirken tilbyder folk at kende til gennem gudstjenesten og præsten gennem samtaler, hvis man har brug for en personlig anden til at dele livets eksistentielle vilkår med. Disse samtaler hedder sjælesorg og betyder omsorg for sjælen.

Efter sådan en samtale bliver intet noteret. Vi udfylder ingen journal og indrapporterer ikke, at mødet har fundet sted. Her skal man hverken fremvise sin eventuelle dåbsattest eller køre sit sundhedskort gennem en maskine. Sjælesorg er ikke terapi, men i lyset af kristendommens vidnesbyrd bliver den, der måtte komme, sat ind i en sammenhæng, ingen kan sige sig af sig selv, men som er større end det, der sædvanligvis huskes på, når vi beskriver vort forviklede liv. Her kan vi bede Fadervor, velsignelsen kan blive lyst, og håbet er, at vi, der kommer, ikke føler, vi er helt så alene, da vi gik, som da vi kom. At vi hverken kun er ofre for tilværelsens fortrædeligheder, eller at vi er dem, der har gjort alting galt. Vi får at vide, at vi også er et Guds elsket barn, der bliver rakt tilgivelse og måske mod til at forblive i livet. Det kan mange af os have brug for, at en anden siger til os, fra en prædikestol eller fra en sjælesorgs-sofa.

Efter en svær jul, i enhver svær periode i livet.

Mette Grymer

Gå tilbage