Forventningens tid

JuleaftenJuleforberedelserne er nu i fuld sving! Julelys er hængt i træer og langs gaderne, juletræet på torvet er blevet tændt, og inden længe får det følgeskab af boderne til årets julemarked. Kongebyen forstår at fejre jul, og det er altid en fornøjelse, uanset om man deltager i juleaktiviteterne eller blot går tur i tusmørket og nyder lysene! Men der er også en travlhed forbundet med julemåneden. Der er så meget, vi hver især skal nå, for at vores jul kan blive helt rigtig. Der er alle forberedelserne i hjemmet, maden skal være på plads (og i disse fugleinfluenzatider kan det godt give anledning til bekymringer). Gaver skal købes, og vi skal gøre os overvejelser, om vi nu får husket alle, om gaverne har et passende niveau, om vi nu lever op til alles forventninger.

Forventninger til det rigtige, det perfekte, er en af de store udfordringer i dag. En undersøgelse viser, at mange unge trives dårligere i dag end for få år siden pga. forventninger til, at de skal klare sig perfekt, uanset om det drejer sig om uddannelse, udseende eller socialt. De sociale medier er ofte med til at underbygge dette. Mange forældre slås med forventninger til at klare sig godt i karrieren, ikke gå på kompromis med børneopdragelsen, og så skal man også lige nå at løbe en maraton. Og så er der de ældre, som det forventes holder sig i gang og klarer sig selv så længe som muligt. Forventninger kan være en god ting, så længe de er rimelige, men de kan også være med til at fremme skam og skyld, når vi føler, vi ikke kan indfri vores egne eller andres forventninger.

Adventstiden handler også om forventninger, men her er det ikke vores klart definerede forventninger, der er tale om, men derimod de forventninger, de gamle tekster har formuleret, om en fredsfyrste, der skal komme til verden, en underfuld rådgiver, en ærens konge. Og han kom ikke i magt og rigdom, men som det lille, fattige Jesusbarn, der fødes i en stald, mens englene sang, og verdens magthavere græmmede sig. Det havde ingen forventet, og derfor kan denne fortælling stadig forbløffe os, røre os og bringe os sammen i julen. Den minder os om, hvad der egentlig er det væsentlige, og det forstår vi bedst, når vi et øjeblik glemmer vores egne forventninger og i stedet lader fredsfyrsten, rådgiveren og ærens konge komme til os i ord og sang.

Storm P. havde sans for det væsentlige ved julen og livet. De vagabonder, han malede, var aldrig fattige stakler, men helte og poetiske skikkelser. Som denne vagabond på billedet, der ganske vist lever uden ejendom og menneskeligt fællesskab. Alligevel har han del i den største rigdom, når han julenat står ved grantræet og skuer mod Betlehemsstjernen. Rigtig glædelig jul!


Kirstine Arendt

Gå tilbage