Tag ansvar!

Kennedy

“My fellow Americans, ask not what your country can do for you. Ask what you can do for your country!”

Sådan lød præsident Kennedys manende ord fra hans berømte tiltrædelsestale 1961. Ord, der med god grund har indskrevet sig i historiebøgerne, fordi de på en uhyre enkel måde formår at udtrykke en eviggyldig sandhed: at en forudsætning for, at et samfund og et fællesskab overhovedet kan fungere, er, at man er mere optaget af, hvad man kan gøre for det, frem for hvad man kan af det, eller måske ligefrem mener at have ret til at få.

Jeg vil vove den påstand, at Kennedys ord aldrig har været mere vedkommende og aktuelle end i vores tid. For i en tid, hvor vi rent materialistisk samlet set aldrig nogensinde har haft det bedre, ja så bliver risikoen desto større for, at vi glemmer det allervigtigste – det ansvar, som vi alle uden undtagelse har, for at vores samfund kan fungere. Glemmer, enten fordi man tror, at tingene bare kommer af sig selv, og derfor ikke føler ansvar for noget andet end sig selv, eller glemmer, fordi man mod sin vilje føler sig umyndiggjort og sat uden for indflydelse og derfor mener, at det er nytteløst overhovedet at gøre noget.

Mangt og meget kunne nævnes som eksempler på, at denne ansvarsfølelse er stærkt vigende i vores tid, og meget kan bestemt også anføres som årsager dertil. Men uanset hvad, så er det altsammen en påmindelse om, at ansvar og ansvarsfølelse ikke bare giver sig selv, men er noget, vi har brug for at blive mindet om.

Og det bedste sted at blive det er rent faktisk ved at gå i kirke! For her er alle de forskelle, der ellers findes i vores samfund, ophævede. Her er der ingen gradbøjninger, ingen forbehold, ingen undtagelser. I kirken bliver vi for så vidt alle sammen udnævnt til en slags generaldirektører. For her lyder budskabet nemlig, at vi alle som én bærer det samme, store ansvar for vores liv: at forvalte det ikke som vores eget, men derimod som Guds!

Det betyder blandt meget andet, at vi alle har præcist den samme betydning for hinanden og dermed også præcist det samme ansvar. Og har det, ikke bare sådan en gang imellem, når vi lige selv gider. Nej, det ansvar, vi skænkes i kirken, har vi livet igennem lige indtil vores sidste åndedrag. Vi har det hver eneste dag, fra når vi vågner om morgenen, til vi går i vores seng. Vi har det hver eneste gang, vi går ud ad døren, eller vi får besøg, og vi har det, hvad enten vi er et barn, der står i skolegården, eller vi er en gammel, gangbesværet pensionist, der får besøg af hjemmehjælperen. For uanset hvad, så er vi altid til for andre end os selv. Altid er der noget for enhver af os at gøre, om det så blot er at tale ordentligt eller hilse høfligt på et andet menneske.

Det har Jesus udtrykt på den måde, at det afgørende ikke er, hvem der er min næste, altså hvilket menneske jeg sådan lige mener at burde forholde mig særligt til. Nej, det afgørende er, at du altid selv er næste for nogen. Det betyder nemlig, at ansvaret altid er her og nu, og at det er bundet til alle livets hverdagssituationer. Alle de situationer, som vi har det med at bagatellisere og tage for givet, men som vi i stedet burde tage som givet som de steder, hvor vi uafladeligt bindes til livet og til hinanden.

Det er i alle de hverdagssituationer, at vi alle uden undtagelse har noget at give – og også burde gøre det. Give af det, der gør vores samfund og vores hverdag til et rart og nogenlunde velfungerende sted at være – vores ansvar. For strengt taget er ansvar ikke noget, man tager. Det er derimod noget, vi får – akkurat som livet selv. Får for at bruge og forvalte, så godt som vi hver især formår.

 

Christian von Tangen Sivertsen

Gå tilbage